Slaven.
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsbrev | Leksikon | Om websiden | Hjælp | E-mail

"Slaven". Fortælling af den unge Carit Etlar.

"Stokhuset".

Stokhuset.
"Stokhuset", er den lange lave bygning til højre, overfor Volden. Gammelt postkort fra omkring 1900.
Etlars fortælling "Slaven" handler om en slave fra "Stokhuset" der "stikker af". Fortællingen "Slaven" blev bragt i Georg Carstensens "Portefeuillen" den 10. marts 1839, trykt i det Berlinske Officin.

Omkring de år hvor Etlars fortælling bliver udgivet, var der et par meget berygtede tugthusfanger, der skabte stor opmærksomhed og omtale.
Den første var Petri Worm der havde myrdet Jens Peter Tønder i hans lejlighed i Nyhavn. Jens Peter Tønder var næsten forfatter, litterat blev og bliver han ofte betegnet, og han havde fået udgivet nogle "små ting". Så mordet var noget der blev bemærket af en kommende forfatterspire som den unge Carl Brosbøll. En kollega myrdet!
Petri Worm blev dømt til døden for mordet, og blev halshugget på Amager Fælled den 20. november 1838.
(Nogle steder er datoen angivet til 14 oktober?).

Den anden forbyder var både undsluppet ordensmagten et par gange, men var også var blevet fanget igen. Denne, vel nok mest kendte og omtalte forbryder i datiden, var var Ole Kollerød. Han endte som fange i kælderen i Stokhuset i begyndelsen af 1838.
Ole Kollerød var født i 1802 og havde en omflakkende og kriminel løbebane. Under et tyveri i Nymølle ved Mølleåen i Nordsjælland, som han begik sammen med nogle kammerater i 1837, slog de en mand ihjel.
For de tre af de anklagede blev dommen afsagt i august 1839, og for Ole Kollerøds, Ole Hansens og Christian Knudsens vedkommende lød Dommen på, at de "bør have deres Liv forbrudt, de to førstnævnte derefter lægges på Stejle og Hjul og den sidstnævntes Hoved sættes på en Stage".

Dommen blev stadfæstet ved højesteret den 16. juni 1840, men blev mildnet lidt: Ole Kollerød skulle stadig halshugges, men han skulle fritages for at lægges på hjul og stejle.
De to andre medskyldige, Ole Hansen og Christian Knudsen, slap for henrettelsen, og dommen blev ændret til at de skulle kagstryges, og derefter flyttes fra Stokhuset og ud på Christianshavn til Rasphuset, for der at arbejde på livstid.

I sin sidste tid som fange i Stokhuset, fra februar 1838, skrev Ole Kollerød sin egen biografi, som han underskriver og afslutter med: Stokhuuskælderen den 19. August 1840.
Til denne, sin underskrift, tilføjer han en lille efterskrift:
See, nu er min fortælning tel ende, og var er nu alt dette tel, naar døden nu kommer? Fra sin dunkle throne strækker natten ud sit tunge scepter. Verden sover. Velket mørke. Velken gravens taushed. Blikket stirrer. Øret lyter forgiæves. Det skabte sover. Livets pulsslag stanser. Verdenshjulet rædsomt stille staaer og forkynder almeen undergang. O, lad dæklet falde, haarde skiæbning. Lad det falde. Meer kan jeg ei tale.
Ole Kollerød bliver halshugget af skarpretter Nicolai Raunholt på Amager Fælled den 17. november 1840. Ole Kollerød blev kun 38 år gammel.
Det var også skarpretter Nicolai Raunholt, som oprindelig havde været købmand i Næstved, som to år før Ole Kollerød, og på samme sted på Amager, havde henrettet Petri Worm for mordet på Jens Peter Tønder.
Begge de henrettede blev begravede på Slavekirkegaarden som var "Rasp, Tugt og Forbedringshusets" begravelsesplads, som lå overfor Vor Frelsers Kirkegaard, på den modsatte side af Amagerbrogade. "Rasp, Tugt og Forbedringshuset" lå i Vor Frelsers sogn.

Du kan læse eller downloade Carit Etlars fortælling "Slaven" her...

Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset.

Kvindefængslet.
Kvindefængslet På Christianshavn, som tidligere var "Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset".
Det er her det nuværende "Lagkagehus" ligger. Til venste på billedet aner man toppen af en
husbåd liggende i Christianshavns Kanal. Hele "etablissementet" var oprindelig børnefængsel,
og den lille bro, der er 150 meter nede til venstre over kanalen, hedder stadig Børnehusbroen.
Billede: udklip af ukendt oprindelse fra omkring 1920?

"Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset" er ikke Stokhuset. I "Minder" fortæller Augusta Etlar i kapitlet "Fra Frederiksberg Allee 1848", at da Etlar kom hjem fra treårskrigen, så besluttede han at sætte sig i sit nyopførte lysthus på sin nyerhvervede grund på Frederiksberg Alle, medens slaverne byggede villaen. Der i lysthuset ville han så skrive romanen "Jean Tyron" til udgivelse i "Flyveposten": "Det giver Penge til Dagløn, og; Arbeiderne vælger jeg ud blandt Slaverne i Tøi og Rasphuset; de er billige".

Augusta Etlar nævner specifikt "Rasphuset", og det er "fængsels og arbejdsinstitutionen" der lå på Christianshavn på Amager, hvorimod "Stokhuset", som er omtalt ovenfor, lå ved Nyboder, ud mod Østerbro.
At Augusta Etlar skiver "Tøi og Rasphuset" er en fejl. Tøjhuset har intet med Rasphuset at gøre, og tøj betyder noget i retning af redskab. "Tøjhuset" var således arsenalbygning for "søværnet", og ligger stadig, nu som musæum, ved siden af Det Konglige Biblioteks have.

Augusta Etlar fortæller videre: Byggeriet af Etlars hus Frederiksberg Alle begyndte, og:
Slaverne mødte og bleve efter nogen Tids Behandling heelt flinke og lystige til Arbeidet; de syntes, det var Festdage, de tilbragte ved Byggeriet, og Bygherren turde snart betroe dem, hvad det skulde være, endog sin pengepung, hvilken han en Dag gav i Forvaring til en af de Slaver, som havde værst Ord paa sig. Da han vendte tilbage om Aftenen, afleverede Tøihusfangen det betrodede Gods med en ophæiet Selvfølelse og synlig Bedvidsthed om eget Værd. Han bekræftede saaledes atter den Tro, der gaaer igjennem Carit Etlars Produktion, at der ikke saa let findes et menneskeligt Væsen, selv paa Samfundssstigens nederste Trin, uden at det rummer Mulighed for det Rette og Gode.
En "Tøjhusfange", som Augusta Etlar nævner herover i citatet fra "Minder", eksister ikke, og eksisterede heller ikke dengang. Det er der slet ikke noget der hedder, eller hed dengang. Augusta Etlar må mene en rasphusslave.

Kongen efter sejren ved Bov
Tegning fra gammelt udklip af ukendt oprindelse.
Augusta Etlar nævner også ovenfor om Etlars hjemkomst fra "Treårskrigen 1848-51.
"Treårskrigen" begyndte i slutningen af marts 1848, hvor den danske hær rykkede ind i Slesvig, og som i slaget ved Bov den 9. april sendte den slesvig-holstenske styrke på flugt.
Billedet her til højre viser kong Frederik den VII.s sejrsindtog i Flensborg efter slaget.

Den 25. juli 1850 fandt slaget ved Isted sted og først i begyndelsen af 1851 var denne meningsløse krig slut.
Men allerede i 1849 var Etlars "Jeanne Tuyon" skrevet og udkommet på Meyers forlag i København, så det var en meget kort krig for Etlar.

I "Jeanne Tuyon" forekommer alle Etlars personligheder, tatere som snakker rotvelsk, og en hundeklipper der har været et par år i "slaveriet", og som bliver stillet spørgsmålet:
"Det maa vist være et afskyeligt Sted Slaveriet. Ikke sandt?"

Hertil svarer den tidligere tugthusfange:
Aa nei, - Slaveriet er et meget godt sted; naar jeg undtager, at man kommer der for at have begaaet en Gavtyvestreg og oplæres til tyve andre derinde, saa lever man ganske fornøieligt i denne Anstalt; man nyder en prober Omgang. Jeg har aldrig levet noget Sted, hvor Føde og Klæder og Natteqvarteer var saa billigt; desuden gjør man ogsaa Bekjendtskaber paa Anstalten, som kunne være En til Nytte, naar man sidenefter bliver kastet ud i Verden. Lige findes jo altid, lille Jomfru, som Fanden sagde da ham mødte en Skorstensfeier.

"Stærke Jørgen".

Fortælling om en tugthusslave af Vilhelm Bergsøe. Det er en lille ganske godt skrevet fortælling.
Jeg har medtaget denne lille fortælling af Vilhelm Bergsøe, som blev trykt i Georg og Edvard Brandes tidsskrift "Det nittende Aarhundrede" i 1875. Det er også en lille fortælling om en tugthusslave fra Stokhuset, og en fortælling som "læner sig" lidt op ad Etlars fortællemåde og stil, selv om Bergsøes ordforråd er et helt andet end Etlars.

Det er lidt forunderligt at finde denne så danske Vilhelm Bergsøe fortælling udgivet af brødrene Brandes, som selv gik ind for fornyelse og det alt udefrakommende, gerne med franske impulser og "strømninger".
Indirekte havde Bergsøe selv "advaret" og forklaret i et digt, "Indledning", fra 1867, hvilken "strømning han stod for". De to første vers lyder:
Hvis Du mener, her er aabnet
Nye Spor og nye Veie.
Hvis Du troer, Du faaer i Eie
"Nye Digte". "Fremtidssange",
Læser, læg da Bogen fra Dig!

Hvis Du venter, at min Lyra
Har lidt udenlandsk i Klangen,
Haaber Du lidt "Fransk" i Sangen,
Lidt Piquant i Strophens Indhold,
Kjære, læg da Bogen fra Dig!
Hvis du er interesseret kan du læse eller downloade Vilhelm Bergsøes fortælling "Stærke Jørgen" her...

O. T.

Odense Tugthus.
Tvangsarbejdsanstalten i Odense. "Odense Tugthus".
Tegning fra Hartvig Frisch' "Europas Kulturhistorie",
2. bind, side 451, Koppels Forlag, 1928
I forbindelse med Etlars fortælling om "Slaven", dukker H. C. Andersens navn også op, for han var tre år tidligere "inde på" samme emne.
(Der er kun en aldersforskel på 11 år, Andersen og Etlar imellem).

Den 21. marts 1836 var Andersens roman O. T. udkommet.
De to bogstaver i romanens titel, er forbogstaverne fra romanens hovedperson, Otto Tholsturp. Men det er også forbogstaverne
på den midtfynske institution Odense Tugthus, hvor Andersen lader romanens hovedperson blive født som barn af tugthusfanger, og hvor hvor hovedpersonen har fået tatoveret et O.T. på sin skulder, en tatovering som han omhyggeligt skjuler senere i livet.

Otto bliver i romanen sat i pleje i Vestjylland hos en streng plejefar. Som ung bliver Otto så sendt til København for at studere. Her møder han bogens anden hovedperson, den rige unge baron med navnet Vilhelm, som modsat Otto har haft en lykkelig barndom. I ferietiden inviterer den unge baron sin ven Otto med hjem for at holde ferie sine forældres herregård, og her møder Otto baronens søster, den smukke unge Sophie, o.s.v

Ligesom Etlar har Andersen mange selvbiografiske træk i sine romaner og fortællinger. Og der er flere lighedspunkter i deres forfatterskaber, specielt den gentagne fremhævelse af standsforskellene mellem rig og fattig - hovedstadens velhavere kontra de fattige på landet.
At de begge kom fra fattige hjem kan man ikke rigtigt hævde, for Etlars forældre var ikke decideret fattige i datidens forstand. Og H. C. Andersens forældre var vel menesker i små kår, men udpræget fattige i bogstavelig forstand var de vel heller ikke. Så forskellen mellem de to bliver først større da de når deres voksne liv, hvor Etlar bogstaveligt må arbejde for føden, hvorimod Andersen fortsætter videre gennem livet uden reelt selv at kæmpe for det.

Andersens mere eller mindre skjulte velgører, eller velgørere, er egentlig aldrig fundet frem, for selvfølgelig kan en fattig ung dreng fra Odense ikke bare ankomme til København, og derefter få alt betalt resten af livet.

Her op imod nutiden, i slutningen af 1980'erne, vovede rektor Jens Jørgensen fra Slagelse at fremsætte nogle spændende teorier om at Andersen var en kongesøn. Det blev straks nedgjort af de "vidende", og ihærdigt jordet af "eksperterne", og efter Jens Jøgensen blev valgt ind i Folketinget, så forstummedes hans kamp for sine egne teorier. Teorier der vel nok var forkerte, men som dog var et forsøg på at se Andersens oprindelse fra en anderledes vinkel.
Det lykkedes dog ikke "de skriftkloge" helt at bortforklare at der er en fejl i kirkebogen ved H. C. Andersens fødsel. :-)

- - - - - - - - - -
Kilder, foruden de sædvanlige og de i teksten nævnte, samt egne notater:
Else Margrethe Ransy "Ole Pedersen Kollerød MIN HISTORIE". Foreningen Danmarks Folkeminder, 1978.
"Portefeuillen" den 10. marts 1839. Redigeret af Georg Carstensen. Trykt i det Berlinske Officin.
Georg og Edvard Brandes tidsskrift: "Det nittende Aarhundrede". Juni og juli 1875.



© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 19/08/2017 20:49:51