"Jerichaus Paaskeaften".
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsmail | Om websiden | E-mail

Titel.
Flere end de herunder linkede kapitler har været omtalt her på websiden. Efter en ekstra gennemgang vil de blive tilføjet.
Indtil nu er følgende kapitler medtaget her på listen:   Indledning. - Det umulige Dampskib. - Frederik den Syvende i Fredericia.
En Aften i Sønderho. - Jerichaus Paaskeaften. - Hvorledes Salomon Baadsmand og Gjøngehøvdingen blev til. - Gamle Venner mødes.

Kapitel 6. "Jerichaus Paaskeaften".

J. E Cart.

Dette kapitel har, ligesom flere andre af kapitlerne i "MINDER", en fortid.
Kapitlet var allerede trykt som to avisartikler i dagbladet Dannebrog med samme titel: "Jerichaus Paaskeaften", små tre år tidligere, den 31. oktober og den 1. november 1893, under Augusta Etlars pseudonym: J. E. Cart.
Du kan læse lidt mere om avisartiklerne her...

Herunder er nogle kommentarer til kapitlet "Jerichaus Paaskeaften".

Læs eller download selve kapitlet her...
En ung Jerichau.
En ung Jerichau. Under billedet er teksten:
"Efter en Akvarel af Johan Thomas Lundbye
fra 21. november 1837".
Lundbye tegnede og malede flere portrætter
af Jerichau i disse år.
Dette kapitel fra "MINDER", som fortæller også meget mere end det der er skrevet.

Jens Adolf Jerichau og Carit Etlar er født samme år, i 1816. Som unge var de begge på elever på kunstakademiet.

Billedet her til højre er fra Nicolaj Bøghs "Erindringer af og om Jens Adolf Jerichau", udgivet af Schous Forlag i 1884.

Handlingen foregår i året 1838, og da nogle af de unge ro'r ud på en af Søerne påskemorgen, så har festen fundet sted påskelørdag og påskesøndag den 14. og 15. april 1838.

Men bortset fra denne "Paaskeaften" hos Jerichau, er der ikke meget der tyder på at de to kunstnere, Etlar og Jerichau, fortsatte kontakten livet igennem.

Umiddelbart virker kapitlet som om det er skrevet for at få alle berømthederne, som Etlar traf i sine unge dage, nævnt i erindringsbogen.

En af disse kunstnervenner mangler dog i Augusta Etlars kapitel om "Jerichaus Paaskeaften". Det drejer sig om Johan Thomas Lundbye, ham som har tegnet portrættet af Jerichau her til højre.
Lundbye var elev på kunstakademiet sammen med Etlar og de øvrige nævnte i kapitlet, og Lundbye var en nær ven med de fleste af "Paaskeaftenens" deltagere, og en speciel god ven med brødrene Jerichau.
Så er det lidt besynderligt at Augusta Etlar ikke nævner Johan Thomas Lundbye i kapitlet!
Det kan være en ren forglemmelse, for da Augusta Etlar skrev kapitlet i 1890'erne, havde Lundbye været død i over 40 år.
Lundbye havde, ligesom Etlar, og flere andre af datidens kunstnere, meldt sig frivilligt til krigen i 1848, og Lundbye var blevet sendt til en militærafdeling lidt udenfor Åbenrå. Kun en uge inde i krigstjenesten, den 26. april, gjorde Lundbyes deling et kort hvil, og da væltede nogle geværer som var opstillet, og eet enkelt vådeskud gik af og ramte Lundbye i hovedet, og han var død på stedet. Lundbye blev, og ligger stadig, begravet på Bedsted kirkegård i Sønderjylland.

Trods det at Lundbye ikke engang blev 30 år gammel, så nåede han at male noget af det der stadigvæk bliver betegnet som det bedste i dansk guldalderkunst.
Et Boelsted.
Johan Thomas Lundbye: "Et boelsted ved Lodskov nær Vognserup".
Maleriet befinder sig på Statens museum for Kunst, og er under Public Domain.
At festen hos Jerichau virkelig har fundet sted, fortæller Nicolaj Bøegh i sin grundige biografi om Jerichau, "Erindringer af og om Jens Adolf Jerichau", der udkom 12 år før Augusta Etlar i "MINDER" fortæller historien om kunstnervennernes påskeaften.
Nicolai Bøgh fortæller med disse efterfølgende ord om den samme påskeaften hos Jerichau, på side 49 og 50:
  Der holdtes undertiden smaa Gilder hos Brødrene Jerichau. En Episode af et saadant kan passende faa Plads her.
  Kaalund var kommen derop, noget før Selskabet var samlet. Adolf var endnu ude at kjøbe ind. "Hvad skal vi more os med?" var Spørgsmaalet. Frederik foreslog, at de skulde gjøre nogle Løjer.
Ja, Hvad skulde det være? Jo, de skulde lade, som de havde en hængt Skomagersvend inde i Klædeskabet.
  Det Forslag syntes Adolf godt om, da han kom hjem, og Frederik tilbød at ville være Skomagersvenden. Han skulde stilles op paaskraa inde i sin egen private Afdeling af Skabet. Der var varmt i Stuen, og han blev næsten helt afklædt, men med lange, grove Uldstrømper op ad Benene. En Blanding af Tælle og brændte Korkpropper smurte de ham rundt i Ansigtet med, Haaret blev gjort vaadt og hang i Tjavser ned i Panden, og saa blev han sat ind i Skabet.
  Selskabet begyndte at komme. Der var blandt Andre Nicolaj Blædel og Brosbøll. Med et gav det et Slag indenfor paa Skabsdøren.
  "Hvad er det?" for Blædel op.
  "Det er bare, her er vasket Gulv, og saa slaar Møblerne sig", svarede Kaalund højt; men i Stilhed hviskede han til Blædel, at der var en hængt Skomagersvend inde i Skabet; det var dog bedst ikke at sige Noget om det til Nogen, da det vilde være saa uhyggeligt nu, de havde Selskab. Nic. Blædels levende Fantasi blev ophidset.
  "Kan De ikke ogsaa mærke, her lugter saa underligt?" spurgte Kaalund.
  Jo, Blædel havde strax mærket det.
  "Ja, det er Kadaveret!" fortsatte Kaalund. (Lugten stammede naturligvis fra de svedne Propper og Tællen.)
  "Det er jo væmmeligt", sagde Blædel.
  Snart efter hørtes der atter en Lyd. Blædel for heftig op og raabte: "Nej, jeg siger det Hele! Det er jo forargeligt, at vi holder Gilde her under de Forhold."
  "Hvad er det? Hvad er der?" spurgte man, og nu fik de jo Alle den rædselsfulde Efterretning. De for til Skabet og aabnede det. Der stod den forfærdelige Skomagersvend, rædsom i Udtrykket, med forvredne Træk og hængende Mund!
  Brosbøll holdt Lyset og raabte: "Han lever!"; thi der kom Trækninger i Ansigtet, formodentlig fordi Frederik Jerichau, der forresten spillede sin Rolle fortrinligt, var lige ved at briste i Latter.
  Hvorledes Scenen endte, kan Læseren selv gætte sig til.

Lidt bemærkninger til kapitlet "Jerichaus Paaskeaften".

Jerichau.
Jerichau på gammelt spillekort,
"firkort"
, hvor man skulle parre
dette med de 3 andre navngivne.
Fra sidst i 1800-tallet.
Løvstræde.
Løvstræde, hvor "Paaskeaftenen" foregår, er en lille sidegade til Købmagergade i København. jeg kan ikke umiddelbart finde Jerichau i folketællingerne. Året 1838 er et lidt dumt år, for den foregående folketælling er i 1834, og der er Jerichau næppe nået til København. Den efterfølgende folketælling er i 1840, men Jerichau rejste allerede i 1838 til Rom, så i 1840 er han ikke i folketællingerne!
"Barnet og Hunden".
Der fortælles i teksten at det var i Løvstræde at Jerichau lavede skitsen til "Barnet og Hunden". "Barnet og Hunden" var iblandt Freunds imponerende kunstsamling, som blev solgt på auktion den 7. november 1900.
En søgning på Nettet efter skulpturen giver intet resultat.
"Den blege Maane rædsomt lyste".
Det er første linje i skillingsvisen om "Carl og Emma", som Augusta Etlar i kapitlet fortæller er skrevet af Etlar. Men det er forkert, Etlar har ikke skrevet denne skillingsvise.

Hr. lektor mag. art Sven H. Rossel fortæller i "Skillingsvisen om Carl og Emma. Forfatter og tradition", netop om sine undersøgelser i forbindelsemed denne påståede Etlar-vise. Udgivet i "Danske Studier" af Aage Hansen og Erik Dal, samt Iver Kjær, på Akademisk Forlag i 1970. Det er fra side 52.
Augusta Etlar nævner også et andet digt om "Den grusomme Slagter i Marokko".
Hvis dette digt, og denne skillingsvise, har eksisteret, så er den siden forsvundet.

Augusta Etlar fortæller at viserne kunne købes i Lille Kongensgade.
Det kunne være hos bogtrykker Matthias Seest i Lille Kongensgade 39, som i 1792 var begyndt at trykke skillingsviser. Seest var dog død i 1812, hvorefter Carl Adolph Bording overtog forlaget. Firmaet Bording eksisterer stadig.
Hr. lektor mag. art Sven H. Rossel, som er nævnt ovenfor, mener ikke at det er hos Matthias Seest skillingsviserne købtes. Det er formentlig mig der her her begår en fejl?
"Det hændte sig forgangen Nat".
Denne gamle vise, som også bliver nævnt i kapitlet, regnes i vore dag som hørende til blandt vore børnesange.
En søsling.
Gammel mønt. Her i denne forbindelse et slangudtryk for et meget beskedent beløb.
"Du, Du liegst mir am Herzen".
Denne charmerende tyske folkemelodi er sunget af alle tyske kor, sangere og sangerinder, i et par århundreder, og er stadig meget populær.
"Brandtromme med Ben".
Citat fra kapitlet: "Hvor det er Jammerskade, at den Brandtromme ikke er forsynet med Been som i Andersens Eventyr"
Det er til H. C. Andersens eventyr "Guldskat" der refereres til.
Her har Augusta Etlar glemt at tjekke årstal, for dette eventyr er først skrevet af Andersen i 1865, 27 år efter "Jerichaus Paaskeaften" fandt sted.

Lidt om personerne.

Jens Adolph Jerichau.
Det er den unge kunstner hos hvem festen afholdes. Der er skrevet lidt mere om han her...
Niels Frederik Jerichau.
Niels Frederik Jerichau (1815-1872), ovennævntes broder. Han var en periode lærer ved Realskolen i Odense. Blev senere kantor ved Assens Kirke, og også lærer ved Borgerskolen i Assens. Et par steder er der tilføjet at han var forfatter, men ved en søgning på KB, dukker der intet op. Han forblev ugift og døde i Assens.
Nicolai Gottlieb Blædel.
Nicolai Gottlieb Blædel (1816-1879) var kommet til København for at studere umiddelbart før 1840. Blædel blev præst.
Hans Kruse.
Hans Kruse, som "boer hos Brandmanden paa tredie Sal", var også kunstmalerelev.
Han er glemt, og dukker kun sporadisk op. I Kunstsalens auktionskatalog fra 1920 er der et enkelt maleri af ham med titlen "Rosenborg".
Et Hans Kruse maleri blev, sammen med et andet maleri, solgt på en Lauritz-auktion i 2011 for samlet 300 kroner.
Weilbachs "Kunstnerleksikon" fra 1896, nævner ham slet ikke.
Anton Melbye.
Citat fra kapitlet: "Gaae saa hen til Anton Melby og lad ham tage sin Guitar med; han er mageløs".
Daniel Herman Anton Melbye (1818-1875) var også kunststuderende i 1838. Melbye havde lært både at tegne og at spille på guitar, og begyndte på Kunstakademiet i 1838, samme år som "Jerichaus Paaskeaften" foregår.
Melbye udøvede sit talent mest indenfor marinemaleriet. Melbye opholdt sig ikke kun i Danmark, men også i Hamborg og Paris. Som 39-årig giftede han sig den 17. juli 1857 i Altona, i Slesvig-Holsten, med en 27-årig ung fransk kvinde Alice Dupré (1830-1913).
Melbye døde i Paris den 10. januar 1875, hvor han også blev begravet. Melbyes enke giftede sig efterfølgende med en fransk officer: kaptajn A. Hocquet.
Hermann Ernst Freund.
Professor Freund bliver også nævnt. Han var en af lærerne for de unge kunststuderende på Kunstakademiet.
Hans Vilhelm Kaalund
Kaalunds håndskrift.
De to første vers af et håndskrevet digt af Kaalund. dateret:
Vridsløselille Statsfængsel den 20/12 70.

Ved Tøbruddet fløiter Stæren sin Sang
Og synger til midt i Skjærsommer,
Da faaer den saa travlt hele Dagen lang,
Og ti'er til Løvfaldet kommer.

Først da, naaer Skoven staaer tavs i Høst
Med gyldenfarvede Kroner,
Da faaer den igjen sin sædvanlige Røst
De glade, bebudende Toner.

Fra P. Hansens "Illustreret Dansk Litteraturhistorie",
Philipsens Forlag, 1886. Bind 2, side 594.
H. V. Kaalund (1818-1885) havde det tilfælles med Etlar, at de begge begyndte som kunstnere, men endte som forfattere. Trods begges store interesse og glæde ved dyr, så holdt de ikke fast i venskabet senere i livet, og en af grundene kan være at de som mennesker var meget forskellige. Kaalund kunne være "pjattet", lystig og spøgefuld, og det er ikke helt disse egenskaber man finder hos Etlar.

Derimod forsatte venskabet mellem Kaalund og brødrene Jerichau livet igennem.
Zakarias Nielsen fortæller i sin lille bog "H. V. Kaalund" om et lille besøg Kaalund gjorde hos Jens Adolph Jerichau og hans frue Elisabeth Jerichau-Baumann, der ikke kun beskriver venskabet, men også Kaalunds lette og lidt pjattede sind.
Zakarias Nielsen fortæller om Kaalund på side 45 og 46:
  Hvo, der har kjendt ham personlig, vil erindre, hvor optaget han kunde være, naar han kom ind paa Fortællinger om Dyr, hvor mesterlig han kunde gjengive det karakteristiske ved deres Bevægelser, Blik o.s.v. Jeg erindrer her et Par Smaatræk, som jeg en Gang hørte ham fortælle. Kunstnerparret Jerichau, i hvis Hus han kom hyppig, havde en tam Papegøje, der havde lært at udplapre enkelte Ord og Sætninger. En Gang kom en fremmed Kat ind i Stuen. Den ser forbavset op paa Buret, staar længe og glor med selvforglemmende Undren. ”Hvad i al Verden er det for et Dyr? Ja, en Fugl maa det jo være, eftersom den har baade Næb, Vinger og Klør.” Da Mis er kommen til dette Resultat, stiller den sig paa Spring, Øjnene lyner, Halen logrer krampagtig, en grisk Dirren gaar igjennem hele dens Legeme (han efterligner her Kattens Stilling, det rovgriske Blik', Lemmernes Sitren). Endelig springer den op paa Buret - Bov! Men Papegøjen, der flagrer omkring i vild Forskrækkelse bag Tremmerne, begynder i sin Forfjamskelse at skrige: ”Har du spist Frokost? Har du spist Frokost?” Og Pokker tager ved Katten, ind under en Seng, hvor den sad og gloede en hel Eftermiddag og var ikke til at drive ud.
  Han lo i Reglen ikke selv, naar han fortalte slige Smaatræk, han gjengav det hele med en overlegen Humor, der ikke trængte til egen Latter for at gjøre det fortalte morsomt; men han fortalte altid med straalende Mine, ligesom paa Spring til at le, og bag efter kunde han skyde Overkroppen tilbage med et Sæt, trække Hagen ind mod Brystet og bryde ud i et langt fornøjet: "Høh!"
Kaalunds første skuespil bliver nævnt i kapitlet: "Hans første Arbeide var et dramatisk Værk, som blev spillet af Kammeraterne i Kunstnersamfundet paa Hjørnet af Boldhusgade og gjorde en uhyre Lykke".
Anledningen til dette skuespil var, at Thorvaldsen havde foræret alle sine kunstværker til byen København, mod at byen stillede et museum til rådighed. For at få samlet midler nok til dette, blev der iværksat flere forskellige indsamlinger, og Studenterforeningens opførelser af dette skuespil var en del af indsamlingen.
Dagbladet Kiøbenhavnsposten skriver i en lille notits den 14. april 1838, at:
  Efter Forlydende vil Studenterforeningens anden Forestilling til fordeel for det Thorvaldsenske Museum blive given Onsdagen den 18. April, paa Vesterbroes nye Theater. Foruden Selskabets Medlemmer ville og, ligesom ifjor, Damer have Adgang dertil.
Efter Thorvaldsens hjemkomst i 1838, gjorde Studenterforeningen Thorvaldsen til æresmedlem.

Jeg har ikke kunnet finde selve skuespillet (Måske har jeg ikke været grundig nok).

Kaalund blev senere syg - samme år som "Paaskeaftenen" i 1838 blev afholdt. Han fik en alvorlig nervelidelse. Det havde været planen at Kaalund, sammen med Jerichau, skulle tage turen til Rom, til fods, hvorfra de skulle hjælpe med at fragte Thorvaldsen og hans kunstværker hjem til Danmark, men sygdommen forhindrede Kaalund i at komme til Rom. Jerichau selv sejlede så til Rom med fregatten "Rota" i stedet.

Kaalund var resten af livet periodevis plaget af smerter, og tog morfin. I sin lille bog om "H. V. Kaalund" mere end antyder Zakarias Nielsen at Kaalund endte som misbruger.

I "Arkiv for dansk litteratur" findes et godt lille "portræt" af Kaalund, skrevet af hr. Svend Rossel.

Der er skrevet lidt mere om Kaalund her...
Andreas Kolberg.
Billedhuggeren Andreas Johnsen Kolberg (1817-1869) bliver også nævnt. Augusta Etlar staver hans navn med C: Colberg.
Trods mange priser i sine unge år, og megen anerkendelse, havde Kolberg ikke "heldet med sig" og opnåede ikke popularitet i de brede kredse.
To dage efter Kolbergs død skriver avisen Dagens Nyheder, den 12. august 1869, en meget kort nekrolog:
Dødsfald. Professor Andreas Johnsen Kolberg er i disse Dage afgaaet ved Døden her i Byen efter kortere Tids Sygleie. Den afdøde, der i sin Tid arbeidede i Rom som Elev af Thorvaldsen, var i Besiddelse af et ikke almindeligt Talent som Billedhugger og vilde uden Tvivl kunne have bragt det til noget stort som Kunstner, naar ikke forskjellige Omstændigheder havde hindret ham i at udfolde sin kunstneriske Begavelse. Kolberg opholdt sig i en længere Aarrække i Rom, men tilbragte de sidste Aar her i hovedstaden.
Kolberg blev således kun 52 år gammel.

Der bliver i kapitlet fortalt at Kolberg ikke havde "Lyst til at modellere andet end Bacchanter og fordrukne Fauner".
Der står stadig en af Koldbergs "fordrukne fauner" ved Gyldenløvsgade ved Søerne i København.
Carl Frederik Holbech.
Billedhugger Holbech er med blandt gæsterne ved "Jerichaus Paaskeaften". Augusta Etlar staver hans navn: Holbek. Holbech (1811-1883) var rejst til Rom i 1841, og boede der resten at sit liv. Han fik et dårligt syn, og fattigdom foranledigede en indsamling til støtte for ham, og tillige opnåede han at modtage en beskeden statsstøtte. Han døde i Rom den 23. juli 1883. Thorvaldsens Museum fortæller at på Holbeks gravsten er fornavnet stavet: "Christian".
Asmus Kaufmann.
Citat fra kapitlet: "Lad os flytte Jerichaus Sager med det samme," raabte Kaufmann.
Kaufmann (1806-1890) var begyndt som landskabsmaler efter akademiet. Rejste så til München og Dresden hvor han arbejdede en hel del år som litograf. Og fortsatte efterfølgende med dette både i Danmark og Tyskland. Kaufmann blev gift med den tyske hofsangerinde Laura E. Hass i München. Sammen fik parret ingen børn, og Kaufmann oprettede et testamente, hvoraf det fremgik at hele formuen skulle bruges til et rejselegat for unge kunstnere på Kunstakademiet.

- - - - - - - - - -
Kilder foruden de sædvanlige og de i teksten nævnte og egne notater:
  1. Philip Weilbach: "Nyt dansk Kunstnerleksikon". Bind 1 og 2. Gyldendal - Hegel og Søn, 1896.
  2. Zakarias Nielsen: "Hans Vilhelm Kaalund". "Bidrag til en Karakteristik af Digterens Person og Gjerning"- Schous Forlag - 1885.
  3. Karl Madsen: "Malerier af Johan Thomas Lundbye". Gads Forlag, 1931.
  4. Nicolaj Bøgh: "Erindringer af og om Jens Adolf Jerichau". A. Schous Forlag, 1884.
  5. P. Hansen: "Illustreret Dansk Litteraturhistorie", bind 2. Philipsens Forlag, 1886.

© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 21/07/2018 16:59:01