"Gamle Venner mødes".
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsmail | Om websiden | E-mail

Titel.
Flere end de herunder linkede kapitler har været omtalt her på websiden. Efter en ekstra gennemgang vil de blive tilføjet.
Indtil nu er følgende kapitler medtaget her på listen:   Indledning. - Det umulige Dampskib. - Frederik den Syvende i Fredericia.
En Aften i Sønderho. - Jerichaus Paaskeaften. - Hvorledes Salomon Baadsmand og Gjøngehøvdingen blev til. - Gamle Venner mødes.

Kapitel 20. "Gamle Venner mødes".

Kapitlet handler om kunstmaleren David Monies.

Læs eller download selve kapitlet her...
Monies maleri af Carit Etlar...
Tryk efter David Monies maleri af Carit Etlar.
Her genvivet fra side 506 i Vilhelm Østergaards
"Illustr. Dansk Litteraturhistorie".
Gyldendal - Nordisk Forlag 1907.
Selve maleriet befinder sig på Frederiksborgmuseet.
Kapitlet er ikke en referat af hvad Carit Etlar kan huske fra fortiden om David Monies. Men kapitlet er blevet til efter et besøg som Augusta Etlar aflagde hos maleren David Monies på dennes bopæl på Gammel Kongevej, og hvor det er Monies selv der fortæller.
Så også dette kapitlet, "Gamle Venner Mødes" var oprindelig blevet udgivet som en avisartikel af J. E Cart, med titlen "Monies og Goldschmidt", i dagbladet "Dannebrog" den 22. april 1894, hvilket er et par år før selve erindringsbogen "MINDER" udkom.
J. E. Cart var Augusta Etlars pseudonym i de år hun var gift med Carit Etlar.

Augusta Etlar opsøgte en række af de personligheder som Carit Etlar havde kendt, og som havde haft kontakt med ham i hans yngre dage, for at få dem til at fortælle.
Og på tidspunktet for interviewet hos Monies i 1894, har Carit Etlar formentlig været for svækket til selv "at drage byen rundt", og da Monies også var en gammel mand, der formenlig ikke havde lyst til at rejse til Gentofte hvor Etlar-parret lå i indflytningsrod, så opsøgte Augusta Etlar kunstmaleren.

Etlar og Monies har kendt hinanden, ikke mindst som unge, men hvor meget privat socialt samvær de efterfølgende har haft livet igennem, er et åbent spørgsmål, og svaret fremgår da heller ikke helt tydeligt af kapitlet.
Monies var jøde og kom i de jødiske kredse, og desuden var Monies et familiemenneske med en tæt tilknytning til hjemmet hos sin hustru, og sine søstre, og familie og børn.

Notits i avisen Dannebrog.
Avisen Dannebrog den 17. april 1894.
David Monnies har heller ikke deltaget i Etlar-parrets regelmæssige "litterære aftener", som blev afholdt efter parrets flytning til Gentofte; sammenkomster som er nævnt en del gange her på websiderne. Disse "selskabelige aftener" påbegyndtes først efter indflytningen på Vældegaardsvej, hvilket først skete i april 1894, halvanden uge før Monies døde.

I det færdige kapitel "Gamle Venner mødes" i "MINDER", fortæller Augusta Etlar at det er David Monies der opsøgte Etlar, og hvor "Carit Etlar bad Professoren tage Plads i sin sollyse Leilighed", og hvor Monies derefter fortæller.

Avisudklip.
Dagbladet "Dannebrog" den 22. april 1894
I avisartiklen"Monies og Goldschmidt" er det Augusta Etlar der opsøger David Monies i hans hjem på Gammel Kongevej. Og det er Monies der under dette besøg fortæller lidt om sin afdøde ven, Meïr Aron Goldschmidt.
Goldschmidt er nævnt flere gange her på Etlar-websiderne, f.eks. her i forbindelsen med taterne...

Avisartiklens version af hændelsesforløbet er nok den der kommer virkeligheden nærmest. I avisartiklen "Monies og Goldschmidt" begynder Augusta Etlar med at fortælle om "Apriludstillingen", forårsudstillingen på Charlottenborg i 1894, og om alle kunstnerne og deres udstillede værker.
Da avisartiklen blev trykt var denne kunstudstilling i 1894 en meget aktuel begivenhed at begynde en avisartikel med, for udstillingen varede hele april måned.

David Monies havde slet ingen malerier med på denne kunstudstilling, men alligevel drager J. E. Cart i avisartiklen sammenligning mellem Monies maleri , "Episode af Hjemkomsten i Septemberdagene", og Otto Baches maleri over samme emne, "Soldaternes Hjemkomst i Kjøbenhavn 1849", hvor sidstnævnte var med på kunstudstillingen, og som var meget omtalt i datidens aviser.
Augusta Etlar hører en af de andre udstillingsgæster udtale om maleriet: "Det er mageløst!", hvortil hun svarer:
"Ja, det er mageløst. Jeg vil dog tage ud til Professor Monies", hvilket hun så gør, og interviewer ham.
I avisartiklen slutter Augusta Etlar interviewet således:
  Den fordum saa feirede Kunstner var nu en Olding, der med bøiet Hoved lyttede til det fjerne Liv, hævet over Døgnets Kampe, medens hans Hjerte endnu slog varmt for det Smukke og Gode. Han havde sikkerlig i sit Livs Aften naaet den Høide, hvortil Manddommen i dens stærke Lidenskabers Tid sjældent naaer: Resignationens Fred, der lever sit rigeste Liv i og for Andre.
Den samme afslutning er også brugt i kapitlet i "MINDER", men der er det jo lidt forkert, for David Monies var jo død i mellemtiden.

Det kongelige Bibliotek har lagt et foto af David Monies på Nettet, som må være fra omkring tiden hvor Augusta Etlar besøgte ham.

J. E. Carts artikel "Monies og Goldschmidt" kan læses eller downloades her...
(Kapitlet "Gamle Venner mødes" fra "MINDER" læses eller downloades fra linket øverst her på siden, til højre.)


David Monies.

Lidt om David Monies selv.

David Monies.
"Illustreret Konversationsleksikon".
Redigeret af Winkel Horn, bind 6,
side 415. Hagerups Boghandel 1897.

Udklip fra Leksikonet.
Dette er alt hvad der står om Monies i
"Store Nordiske Konversations Leksikon".
Her er et lille citat fra Philip Weilbachs (1834-1900) nekrolog om David Monies i Illustreret Tidende, den 20. Maj 1894, hvor Weilbach fortæller lidt om kunstneren:
David Monies.(1812-1894), født i Kjøbenhavn den 3. Juni 1812, er Søn af Salomon Monies, en fra Holland indvandret Jøde, og Frederikke født Soldin af Kjøbenhavn. Hans Fader, som havde været en velhavende Mand, blev ved Krigsforholdene 1809—14 saa forarmet, at Konstnerens Barndom henflød i den strængeste Fattigdom.
  I Faderens lille Cigarfabrik maatte han og Brødrene arbejde med, dels ved Forfærdigelsen af Cigarerne, dels ved at sælge dem paa Gader og Stræder. Ikke desto mindre lykkedes det Monies allerede i sit tolvte Aar at faa Adgang til Konstakademiets Skoler (1824), som han temmelig hurtig gjennemgik; i Juli 1827 blev han Elev af Modelskolen, og den 31. December s. A. blev den lille Sølvmedaille tilkjendt ham. Den store Sølvmedaille fik han først to Aar efter, nemlig den 3. Januar 1832.
  I Mellemtiden havde han under J. L. Lunds Vejledning søgt at uddanne sig til Portræt- og Genremaler. Allerede i 1827, kun femten Aar gammel, udstillede han sit første Maleri efter en Tegning af sin Lærer.
  I det følgende Aar udstillede han nogle Portrater, ligesom han i det hele gjennem største Delen af sit Konstnerliv har varet en søgt og yndet Portrætmaler.
  I 1833 indsendte han to Portræter til Akademiets Bedømmelse, for at faa Anbefaling til at søge Fonden ad usus publicos om Rejseunderstøttelse. Akademiet fandt ”ualmindelige Anlag” hos Konstneren, men ”kunde ønske en strængere Tegning”. Det raadede ham fra at rejse og hellere at lægge sig efter Tegning ved Akademiet selv. Et Portrat af Lægen Herholdt (1833) vakte Opmærksomhed for den unge Konstner, og et Genrebillede, "En Konstner (Gurlitt), som spøger med en Bondepige, medens hendes Fader sover; i Baggrunden andre Konstnere (Simonsen, Kaufmann, Kiarschou, Raadsig og Jerndorf), som [lege], tegne og male efter Naturen", stemte ogsaa Akademiet gunstig for ham. I 1835 anbefalede det ham til Rejseunderstøttelse, dog efter Marstrand og Gurlitt; han havde imidlertid tjent saa godt paa sine Billeder, at han for egen Bekostning var rejst til Munchen. Han opnaaede dog ikke nogen Understøttelse og vendte Aaret efter tilbage til Kjøbenhavn.
  I 1847 blev han agreeret af Akademiet som Portrætmaler, og paa Portræter af J. P. Møller og J. H. Koch blev han den 27. Marts 1848 Medlem af Akademiet. I 1859 fik han Titel af Professor, og i 1874 blev han Ridder af Dannebrog.
På Det kongelige Bibliotek, i "Palsbos samling", ligger der en påbegyndt håndskreven liste, et ark der er beskrevet på begge sider, over Monies malerier. Denne liste er desværre uden uden signatur og årstal, så det er umuligt at udtale sig om hvem og hvad og hvorfor denne liste er påbegyndt. Men ud fra håndskriften at skønne, så er listen fra omkring år 1900, det vil sige kort efter Monies død.
Listen indeholder kun navne, og eller titler, på omkring 60 portrætmalerier, og lidt færre genremalerier.
Da Weilbach skønner at Monies har malet over 700 portrætter, så er listen kun "en dråbe i havet", og omfatter hovedsagelig kun de i forvejen mest kendte malerier.

David Monies står helt ufortjent svagt i vore dages kunsthistorie.
En af grundene kan tilskrives at Monies og hans kunst falder mellem de to kunstperioder, de gamle klassiske malere, og de nye unge, som man i vore dage kalder guldaldermalerne.
Og derudover, set med nutidens øjne, så passer Monies ikke rigtigt ind i det romantiske billede af en kunstner, som vore dage ynder at skabe. Monies havde ikke en dramatisk livsbane, men var en ganske lille og beskeden almindelig ulastelig familiefar, som med succes levede af at male for sine kundekredse.
I vore dage har mange af os et foto af kone eller børn stående på skrivebordet; dengang, på Monies tid, ville mange borgere på samme måde have et billede af en af deres kære hængende på væggen, og det kunne David Monies levere.

Hvad portrætter angår, så kan man ikke bestride, at han var en af de bedste portrætmalere Danmark har ejet.
Og Monies var alles maler. Monies malede ikke kun for kongehuset, Frederik den VII og Grevinde Danner, og ej heller kun for adelen på herregårdene, men også det almindelige borgerskab blev portrætteret af Monies. Og hvor mange andre store kunstnere skabte idealiserede, flotte og kunstneriske portrætmalerier, så malede Monies det han så. Det vil sige at han malede sine personer med alle de forskelligheder som naturen havde udstyret den enkelte med, altså som folk så ud i virkeligheden. Med nogle få undtagelser, for Monies malede også det kunden ville have! I nekrologen i Illustreret Tidende, som er nævnt ovenfor, skriver Weilbach også nogle få personlige bemærkninger, bl.a., at efter Monies..:
  ..Ophold i München, som den Gang lokkede mange danske Kunstnere til sig, sporedes maaske i en friskere Farvebehandling og et friere Blik, men også i Dameportrætterne i en vis konventionel Mode, hvorefter de alle sammen paa Individualitetens Bekostning fik "Svanehals".
Det sidste Weilbach skriver, at der i "Dameportrætterne er en vis konventionel Mode, hvorefter de alle sammen paa Individualitetens Bekostning fik "Svanehals", er jo egentlig ganske morsomt.
For hvor det er meget svært at snyde med ligheden i ansigter og hoved, så kunne Monies jo godt tillade sig at male sine smukke kvinder lidt slankere end de egentlig var. Og det har datidens kvinder selvfølgelig ikke haft noget imod, og samtidig kunne det måske friste flere kvinder til at blive portrætteret - af netop Monies.

Philip Weilbach skrev artikler i forskellige tidsskrifter. I månedsskriftet "Aaret rundt" i 1889 har Weilbach skrevet en artikel om David Monies, i 1889 levede Monies endnu. Denne lille artikel i "Aaret rundt" har samme titel som et af Monies malerier, et maleri som også blev til et populært trykt og udgivet som billede: "Konfirmandens Besøg hos Bedsteforældrene".
Du kan læse eller downloade artiklen her...

Monies nære venskab med Goldschmidt var helt naturligt, da de begge var jøder og tilhørte den jødiske menighed. Og desuden boede begge i nærheden af hinanden på Gammel Kongevej på Frederiksberg. Monies boede på Gammel Kongevej 154, og Goldschmidt boede på Gammel Kongevej nummer 88. (fra 1867 og til sin død i 1887).

I jødiske kredse blev og bliver Monies også regnet som jødisk maler, til trods for at Monies i stor stil også malede malerier udenfor jødiske kredse og emner.
I "Jewish Reference Book, B'nai B'rith Manual" fra Cincinnati i Ohio i 1926, redigeret af Samuel S. Cohon, er der en fortegnelse over hvilke kunstnere man betragter som jødiske malere i de forskellige lande. I Danmark er det:
Udklip.

I den næsten nye bog "Danish Jewish art: Jews in Danish art", udgivet af Rhodox i 1999, har forfatterinden Mirjam Gelfer-Jørgensen selvfølgelig også medtaget David Monies.
Og i det jødiske tidsskrift "Shalom" skriver Mirjam Gelfer-Jørgensen bl.a. dette om jødisk kunst i København:
  Some artists have recognized their Jewish ancestry, for example the Danish painter David Monies. He was admitted to "Danish Jewish art", because he belongs, of course, but I would be wary of defining his work in any way in relation to the Jewish concept. He painted both Danish Jews and Gentiles. On the other hand, Theodor Philipsen, who also comes from a Jewish family, was not included in the book. His motifs, landscapes and animals do not contain the least Jewish aspect, just as he did not feel connected to Judaism, as far as it is known.
Det Jødiske Museum i København er David Monies således også repræsenteret. Her har man et Monies-litografi af overrabbiner Abraham Alexander Wolff (1801-1891).

Bolettes dødsannonce.
Berlingske Politiske og Avertissementstidende
den 7. juli 1889.
David Monies og hustruen Bolette havde 5 børn:
Isidor 1838-1850.
Thora 1839-1914.
Sophus 1842-1885.
Anna 1843-1866.
Eleonora 1845-1846.
Monies hustru, Bolette Monies (født Jørgensen), dør i hjemmet på Gammel Kongevej den 6. juli 1889, knap 79 år gammel.
Ifølge begravelsesprotokollen er dødsårsagen bronkitis.
Bolette bliver begravet på Mosaisk Vestre Kirkegård i Valby.

Ved folketællingen i 1890 bor den 77-årige enkemand David Monies på Gammel Kongevej 154, på 2. sal, sammen med sin 47-årige ugifte søn Sophus Monies, der er grosserer. Disse to herrer bliver passet og plejet af en husbestyrerinde med navnet Oline Petersen, samt en tjenestepige der hedder Karen Jørgensen. Husbestyrerinden Oline bliver senere sønnen, grosserer Sophus Monies hustru.
David Monies dør.
Monies dødsannonce.
Berlingske Politiske Avertissementstidende
tirsdag den 1. maj 1894.
Begravelsesprotokollen i København fortæller at David Monies dør den 30. april 1894, 81 år gammel, i sit hjem på Gammel Kongevej.
Monies bliver begravet på Mosaisk Vestre Kirkegård ved siden af sin hustru, fredag den 4. maj. Dødsårsagen bliver angivet at være Senilitas morbus cordis, hvilket kan udlægges som et hjertslag i forbindelse med alderen, med andre ord en naturlig død.

Avisen Dagbladet i København skriver bl.a. i nekrologen den 1. maj 1894:
  Monies var ikke blot en talentfuld, men tillige en meget flittig Kunstner, og en Mand, der ikke var bange for at sige sin Mening reent ud, og som i sin Tid stor i skarp Opposition til hele den Høynske Retning uden dog at lade sig bøie eller knække af denne.
  Monies var agtet og afholdt af Alle, med hvem han kom i Berøring, og det var ikke Kunstneren man ydede denne Agtelse, men i lige saa høi, grad, maaske i endnu høiere Grad Mennesket.
Kunstkritikeren N. L. Høyen, som bliver nævnt, havde en stor indflydelse så samtidens kunst og kunstnere, og kritik af ham kunne have indflydelse på kunstnere fremtid, succes eller fiasko. Kun få vovede at være i opposition til Høyen.

Avisudklip.
Fra "Dagbladet" i København den 2. oktober 1894.
Efter Monies død blev mange af hans personlige maleriet bortauktioneret i Udstillingsbygningen på Kunstakademiet, den 1. oktober 1894.

I aviserne kunne man dagen efter læse om auktionen. Her til højre er avisen "Dagbladets" lille notits:
Maleriauktion. Ved den 1. ds. paa Charlottenborg afholdte Auktion over Professor D. Monies efterladte Malerier solgtes 64 af Malerens egne arbejder og 11 af andre Kunstnere. Høieste Pris opnaaedes for følgende billeder:
  "Det tilsmuskede Rulletøi" 120 Kr.; "Rekruter fra Fred. IV.s Tid" 150 Kr.; "En Kone læser en Avis for sin Mand" 210 Kr.; "En Bedstemoder med sin legende Børnebørn" 420 Kr.; "Julekagen til den gamle Amme" 235 Kr.; "En Søndag paa Dyrehavsbakken" 110 Kr.; "Børn paa en oversvømmet Landevei" 150 Kr.; "Brudekjolen prøves" 400 Kr.; "Den tabte Maske" 250 Kr.; "Forsoningen" 300 Kr.; "Et stort Selskab på Dyrehavsbakken" 540 Kr.; "En gammel Kone paa Vartou" 300 Kr.; "En omvandrende Familie søger Ly i en Stald" 210 Kr.; "Stormveir", "Parti fra Skodsborg" 175 Kr.; "Gøglere bag et Dyrehavstelt" 160 Kr.; "Konfirmantens Besøg" 400 Kr.
  Samtlige disse Billeder vare Kunstnerens egne Arbeider; hans store Maleri "Esther anklager Hamann" blev opraabt, men ikke solgt. I det Hele udbragtes Auktionen til ca. 7000 Kr.
Selve auktionskataloget eksisterer stadig og kan læses eller downloades fra Kunstbibliotekets webside...

På Det kongelige Bibliotek ligger en genpart af Monies testamente, som har denne titel:
  "Testament oprettet af Professor David Monies og Hustru Bolette Monies født Jacobsen den 21de Maj 1869 og konfirmeret den 28. Oktober s. A. med Codiciller af 11te Januar 1889 og 3die April s. A., samt Codicil oprettet af Professer David Monies den 16de Juni 1890".
Overordnet set, så kan man ud fra selve testamentet sammenfatte, at det økonomisk var gået godt for David Monies, og at der har været investeret fornuftigt.
Testamentet er oprettet den 21. maj 1869, og begynder med at tilbagekalde et tidligere testamente fra 16. juli 1863. I årene efter 1863 er tilføjelser og ændringer til testamentet i 1889 og 1890.
Hvad der er interessant er, at arvingerne, børnene, ikke får overladt boets kontante værdi inklusive værdien af den faste ejendom, men kun renterne af disse. Kun alt løsøre får børnene fuld råderet over, og Monies søstre får desuden tildelt lidt arv hver.

Her ovenfor er nævnt auktionen over Monies efterladte kunstværker. Disse 7000 kroner som salget indbragte, bliver således heller ikke udbetalt til arvingerne, men overført til overformynderiet, som administrer boets kontante værdier.

Tilføjelsen til testamentet i 1889 er måske lidt interessant, for her bestemmes det, at hvis Monies hustru bliver den længstlevende, så fraskriver hun sig retten til selv at bestemme over sin arv:
§ 1.
  For det Tilfælde af jeg Bolette Monies skulde overleve min medunderskrevne Mand, i hvilket Tilfælde jeg skal forblive hensiddende i uskiftet Bo, forpligter jeg mig til at overlade Bestyrelsen af vor fælles Formue til vor Søn Sophus Monies og Svigersøn Overretsprokurator A. L. Salomonsen i Forening eller den længstlevende af dem.
I testamentet er der specifikt nævnt een bestemt ejendom: matr. nr. 351 i "Stadens Østre Kvarter". På dette område der ligger for enden af Bredgade ud mod Grønningen havde Monies som yngre selv bygget sig et hus.
Da Monies flyttede fra matrikelnummeret med familien, flyttede der først nonner ind hvor Monies havde boet, og efterfølgende blev området inddraget som en del af Frederiks Hospital.
Senere igen blev der bygget de nuværende etageejendomme på stedet.

For enden af Bredgade.
Det sidste stykke af Bredgade ud mod Grønningen.
Forrest den Katolske Domkirke. De følgende to bygninger, med muren imellem,
er Frederiks Hospital. Ejendommen derefter er den som Palle Rosenkranz
omtaler, og som blev bygget på noget af Monies grund, da nonnerne flyttede.
Gammelt Postkort fra begyndelsen af 1900-tallet.
I Gustav Wieds herlige lille satiriske fortælling "Kyddet", omtaler Wied disse nonner, som var flyttet ind hvor Monies hus havde ligget.
Fortællingen "Kyddet" fra samlingen "Lystige Historier" begynder således:
  Vi kom gaaende ved Middagstid ude i Bredgade, min Broder Pastoren og jeg. Han var kommen til Byen for at søge et Kald ovre i Jylland i den fede Egn nede ved Vejle. Ministeren havde modtaget ham naadigt, og Pastoren var i saa inderligt godt et Humør, som kun en Pastor kan være det. Han gned sig uophørlig i Hænderne og gentog, som kun en Pastor formaar at gentage:
  "Nu gaar vi ud i Langelinies Pavillon og tager en liden Rype, Broder Johannes, og tager en liden Rype, en liden Rype med Tyttebær. . ."
  Der kom to Nonner glidende imod os. Den ene ældre og tyk og kødrig som fedet til Eksport. Den anden ung, bleg og slank og med et Aasyn som en Paradisets Engel. Idet de drog os forbi, vilde de begge skjule deres Øjne. Men det lykkedes kun for den slanke. Den fede derimod sendte mig fra Siden under de sænkede Øjenlaag et halvt vredt, halvt forfærdet Blik.
Forfatteren Palle Rosenkranz fortæller i sine erindringer "Billeder fra min Barndom", at da han var barn, så flyttede familien til Toldbodvejen nummer 16:
  Og fra den Dag gik vor daglige Tur ned til Grønningen ved Hjørnet af Toldbodvejen og Bredgade for at følge Arbejdet, der skulle omdanne det lille røde Hus, som Maleren Monies i 1857 havde opført på Fredriks Hospitals Grund, til et Beboelseshus i engelsk Mønster med en lille Blomsterhave bag, hvor et Springvand blev anlagt paa den trekantede Græsplæne for at minde os om romerske Dage.
I vore dage ligger disse store "mondæne ejendomme", som Palle Rosenkranz omtaler, stadig på dette matrikelnummer 351, på begge sider forenden af Bredgade ud mod Grønningen.
Herunder: Monies bolig gennem mange år, Gammel Kongevej 154, på Frederiksberg.
Gammel Kongevej 154.
Gammel Kongevej 154, hvor Monies arbejdede, og levede med sin
familie på 2. sal, eksisterer utroligt nok stadig, klemt inde mellem
store boligblokke, og bag disse butikspavilloner. Eget foto maj 2018.

Nogle bemærkninger.

Lidt bemærkninger til kapitlet i "MINDER" og til J. E. Carts avisartikel.

Der bliver nævnt mange navne i avisartiklen og i kapitlet i minder, jeg har her kun medtaget nogle af disse.
Meissonnier.
Augusta Etlar skriver i artiklen at noget var "udført med Meissonniers Mesterskab".
Juste-Aurèle Meissonnier (1695–1750) var detaljernes mester i i Paris. Og at bruge udtrykket "Meissonniers Mesterskab", betød at noget kunne sammenlignes med det fineste af det fineste.
Meissonnier bliver betragtet som en af rokokostilens "opfindere".
"Det gode Sindelag".
Kunstnerforeningen "Det gode Sindelag" var stiftet 1853. Det var ikke kun kunstnere der var med i foreningen, også andre fra datidens "kultur elite" deltog, f.eks. skuespillere og musikere og dansere, samt forfattere.

Forfatteren Erik Bøgh fortæller i sin bog "Min første Forfattertid", "Erindringer" bind 2, Gyldendals Forlag 1897, på side 129 og 130 og 131 lidt om foreningen "Det gode Sindelag":
 Saa vidt jeg ved, skyldte den Adolf Rosenkilde sin Tilblivelse, om den end synes at være en Fortsættelse af Kasinoskuespillernes tilfældige Sammenkomster i Hotel Phøniks paa de Aftener, da der hverken var Prøver eller Forestilling paa Teatret. I alt Fald var det ham, der ind- førte mig som et Slags Medlem af denne saakaldte Forening.
 Det var engang efter en Prøve paa et af mine Stykker, at han foreslog mig at følge ham hen i „Foreningen".
 "Hvilken Forening?" — spurgte jeg.
 "Det gode Sindelag!" — svarede han og tilføjede forklarende: "Det er en Forening uden Indmeldelse, Optagelse, Ballotation, Kontingent og uden faste Medlemmer, Bestyrelse og Love — vi har fuldstændig Frihed!"
 "Til at kede Jer? En Forening uden Love og uden Bestyrelse, kan jo ikke være nogen Forening, men kun et tilfældigt Sammentræf af forskelligartede Personer uden Sammenknytning, et anarkisk Samfund", svarede jeg.
 "Tvert imod! Vor Sammenknytning er "det gode Sindelag", og i Stedet for Anarki har vi det skønneste Despoti. Hver Gang vi møder, vælger vi en ny Despot efter simpel Stemmeflerhed, ham maa vi ubetinget adlyde den Aften, og forstaar han ikke at regere til almindelig Tilfredshed, saa bliver han ikke valgt tiere".
 "Men af hvem bestaar denne Forening?"
 "Af Kunstnere og deres Venner. I Aften tager jeg dig med mig. Saa er du introduceret, og kan næste Mødeaften tage med dig. hvem du synes passer til vor Forening ved „et godt Sindelag".
 Jeg var ikke i den Grad Optimist, at jeg skulde kunne tro paa det gode Sindelags Tilstedeværelse hos hvem som helst, der tages med af Hvemsomhelst. Mine Venners Venner behøver ikke at være mine Venner, og mine Vennersvenners Vennersvenner kan gerne være mine personlige Uvenner. Jeg kunde saaledes ikke tro, at et Selskab, hvis Sammensætning beroede paa ethvert enkelt Medlems tilfældige Forgodtbefindende, gav nogen Garanti for, at det vilde være velvalgt, eller ret længe kunne bevare denne Egenskab. Imidlertid fik jeg Lyst til ved Selvsyn at gøre Bekendtskab med denne frie Institution og lod mig tage med.
 Jeg maa dog tilstaa, at baade de frie og de despotiske Vedtægter forduftede efter faa Møder, saaledes at den Beskrivelse, jeg fra først af havde faaet, inden kort Tids Forløb kun havde Gyldighed som et af de Oldsagn, ethvert Samfund bevarer om sin „Tilblivelse". Men i hin gyldne Tid var „det gode Sindelag" et meget morsomt Selskab.
Monies malede flere portrætter af Johanne Louise Heiberg, og Monies fortæller i kapitlet hvorledes han forærede det ene væk i foreningen "Det gode Sindelag", til fordel for en afdød skuespillervens enke:
  I ”Det gode Sindelag” mistede jeg mit Maleri af Fru Heiberg. Den talentfulde Skuespiller Christian Schmidt døde, som De ved, ”Jeg skjænker det Billede dér”, sagde jeg og pegede paa Fru Heibergs Maleri, som tilfældigvis var udstillet i Sindelaget.
Det var ikke kun Monies der støttede skuespiller Christian Schmidts efterladte. Der var blevet nedsat en komite, hvori bl.a. også H. C. Andersen deltog.
Christian Theodor Schmidt (1821-1865) havde hængt sig kun 44 år gammel, og som der står i begravelsesprotokollen: "i et Anfald af Sindsforvirring".
Christiansborg Slots brand i 1884.
Augusta Etlar skriver: "Professor Phisters fortrinlige Billede, der gik tabt ved Kristiansborg Slots Brand".
Joachim Ludvig Phister (1807-1896) var en af 1800-tallets store kongelige skuespillerer. Han havde fået tildelt ærestitlen "professor" i 1873.
Slotsbranden er ganske kort omtalt et i et af de andre kapitler i "MINDER": "En Aften I Sønderho".
Christiansborg Slot.
Frederik den VII's statue foran det udbrændte slot, hvor kun de ydre mure er tilbage.
Gammelt postkort fra sidst i 1890'erne.
"Danmarks Loria".
Monies fortæller i interviewet: "En Aften husker jeg, at vi havde Løjer med Danmarks Loria".
"Danmarks Loria" var øgenavnet på boghandler og bogudgiver Sally Josef Loria (1836-1916), en person som var "lidt til grin", og med hvem man "gjorde Løjer med".
Loria er i vore dage næsten glemt, men han havde en en vis rolle i fortidens København, hvor han var født den 18. maj 1836.

I 1858 havde Loria startet som boghandler på Vesterbrogade, han var da kun 22 år gammel. Men han gik konkurs igen den 1. december 1863.
Bog udgivet af Sally Loria...
En stor tak til Det kongelige Bibliotek,
som har scannet og lagt denne
 bog på Nettet.
Allerede da Christian Rimestad i 1860 stiftede "Arbejderforeningen af 1860", var Loria blevet medlem.
"Arbejderforeningen af 1860" er nævnt flere steder" her på Etlar-websiderne, fordi Carit Etlar selv var en af foredragsholderne i foreningen, ligesom flere i Etlar-parrets omgangskreds var det.

Loria havde en lidt omflakkende tilværelse. I nogle år rejste han rundt i Europa, og i 1869 rejste har til New York, og var i USA et par år.
Efter hjemkomsten fra Amerika tilsluttede Loria sig igen Rimestad og "Arbejderforeningen af 1860". Desuden var Loria aktiv i arbejderbevægelsens første spæde år, og var ven med Louis Pio, så i den forbindelse dukker Sally Lorias navn af og til op i 1870'erne, og datidens politiske historie.

S. J. Loria begynder som boghandler igen, og hans navn ses igen på forskellige adresser, f.eks. i Kraks Vejsviser 1892, hvor Loria havde boghandel i Gothersgade 153.

Loria var optaget af religiøse udgivelser. Og så havde han især "kastet sig over" Henry George, hvis udgivelser og taler Loria oversatte til dansk.
Det er titler som f.eks.:
  1. "Moses, Jødernes store Lovgiver, Foredrag den 28. Dec. 1884 i St. Andrew's Hall, Glasgow".
  2. "Gud og Udødelighed".
  3. "Henry George's Verdensbetragtning fysisk, metafysisk og etisk samt hans Stilling til Socialismen".
O.s.v...

Nogle af disse oversættelser fik Loria først udgivet i begyndelsen af 1900-tallet.
Fra Kraks vejviser.
Sally Loria forsatte sine oversættelser lige til sin død i 1916.
Kraks Vejviser 1916. Bind 1, side 801.
Da Boghandler Loria dør den 6. juli 1916, bor han i Andreas Bjørns Gade nummer 17, på Christianshavn. Det var da en næsten ny ejendom fra 1905, og ejendommen eksisterer endnu, og rummer nu ejerlejligheder.
Sally Loria bliver begravet på Mosaisk Vestre Kirkegård den 15. Juli. Han blev 80 år gammel.
"Kaptajn Schack"1781-1840)
Billeder fra krigen.
Sophus Schack: "Billeder fra Krigen."
Sophus Peter Lassenius Schack bliver nævnt i interviewet, og han var kunstmaler forfatter og frenolog.
Tilføjelsen "kaptajn" skyldes Schacks deltagelse i Krigen 1848-51, hvor han var "Kaptajn i Linien" ved hæren.
At Schack senere avancerede til major, og at han både blev udnævnt til Ridder af Dannebrog og ridder af St. Annaordenen, ændrede ikke ved øgenavnet "Kaptajn Schack".

"Kaptajn Schack" er på mange måder interessant, selv om han også i vore dage er helt glemt. Han opnåede at få en nogenlunde god kunstnerkariere og skrev også nogle enkelte bøger, hvortil han selv tegnede illustrationer.
En af Schacks bøger har sat sig spor helt op til nutiden. "Portraitparaleller til Bevis for Ligheden mellem Mennesket og dyret uddragne af Historien og det daglige Liv". Denne bog udkom på Gads Forlag i 1859, hvilket er det samme år hvor Charles Darwin fremsatte sine dengang forkætrede evolutionsteorier i "Arternes Oprindelse".

Året efter Schack "Portraitparaleller" i 1860, udkom Schacks bog "Bidrag til den danske Nations Karakteristik i Billeder fra Krigen 1848-50" på Gads Forlag.
Denne bog ligger frit tilgængelig på "Sydslesvigs histories webside", hvorfra den også kan downloades.

Ved krigen i 1864 meldte Schack sig igen til hæren, og kaptajnen blev hurtigt forfremmet til major ved 20. regiment.
I slaget ved Dybbøl blev Schack såret den 18. april, og det lykkedes at bringe den sårede tilbage til Sølvgade kasernes lazaret i København. Her døde han tre dage senere, den 21. april 1864.
Berlingske Politiske og Avertissementstidende bragte en stor nekrolog den 23. april 1864.
I begravelsesprotokollen i København er Schack stadig tituleret Kaptajn. Begravelsen finder først sted den 29. maj 1864 fra Garnisonskirken, og Schack bliver stedt til hvile på Garnisonskirkegården på Østerbro.
Begravelsen skete hele 5 uger efter dødsfaldet, for grundet krigens mange faldne var der ventetider på begravelser.
Illustration fra bogen.
Illustration fra "Portraitparaleller", bind 2, side 65.
Tegningen herover er Schacks egen, og skal illustrere hvorfor sydeuropæeres snaksagelighed, giver dem en profil der ligner en papegøjes.
Set med nutiden øjne så er Schacks evolutionsteori mere underholdende end den er videnskabelig, men det er interessant, at en dansker dengang vovede at hævde, at der måske er en forbindelse mellem mennesker og dyr.
"Den sidste Makkabæerinde".
Under en samtale Goldschmidt og Monies imellem, som bliver citeret i Augusta Etlars skrevne, foreslår Goldschmidt et emne til Monies næste maleri: at han skulle male motivet "Den sidste Makkabæerinde".
Monies svarer så, at han har haft malet dette motiv, og det havde været med på en udstilling, men at han ødelagde det.
Dette er imidlertid ikke helt rigtigt, for et maleri af Monies med denne titel, oprindelig udstillet i 1859, var medtaget og solgt på en auktion på Hotel Prinsen i Roskilde den 19. april 1915. Det er auktionskatalogets nummer 15.

Beretningerne om Herodes og Mariamne stammer fra historieskriveren Josephus, som har skrevet om parret.
I Augusta Etlars avisartikel er Mariamnes navn stavet rigtigt.
Men i kapitlet i "MINDER" er navnet stavet forkert med to n'er: Marianne. Det må have været "sættenissen" der har været på spil!
Dette kapitel om Monies er ikke medtaget i 2. udgaven fra 1907, men er med igen i 3. udgaven fra 1913, og her er fejlen gentaget, Mariamne er igen skrevet forkert med to n'er: "Marianne"

"Denne sidste Makkabæerinde" har inspireret både musikere og forfattere og kunstnere gennem tiderne.
Voltaire har f.eks. skrevet et skuespil "Hérode et Mariamne" (1724).
Og Lord Byron skrev et digt i 1815: "Herod’s Lament for Mariamne".
Syv år før Augusta Etlars artikel i Dannebrog, malende John William Waterhouse i 1887 sit berømte maleri over temaet med titlen: "Mariamne Leaving the Judgement Seat of Herod".
Og næsten helt oppe i nutiden, i 1967, skrev den svenske forfatter Pär Lagerkvist en novelle med titen "Mariamne".
"Nemesis".
David Monies udtaler om Goldschmidt i interviewet: "..ikke engang, naar jeg begyndte at modsige ham i Nemesis'en."
"Nemesis" er undertitlen på det 2. bind i Goldschmidts "Livs Erindringer og Resultater".
Nemesis er i den græske mytologi den guinde der er retfædig og som også hævner.
Nemesislæren er ifølge Goldschmidts filosofiske tanker en overordnet "Theisme, hidhørende fra Syn paa Tilværelsen som et Fornufts og Ordensrige".
Med andre ord så søger Goldschmidt i sine nemesisbetragtninger at finde en overordnet guddommelig retfærdighed, noget som mennesket altid har søgt, for at begrunde naturens tilfældigheder, samt det kaos, og det vanvid, det jordiske menneske konstant udsætter hinanden for.

David Monies kunstværker.

Lidt omtale af enkelte af Monies billeder.

Billeder er mere værd hvis de har en historie - eller kan fortælle en historie, og det kan mange af Monies malerier. Herunder er ganske lidt om nogle enkelte af David Monies billeder.

"Jeg forøvrigt ofte ødelagt mine Malerier".
Fortæller Monies til Augusta Etlar i interviewet:
  Saaledes har jeg alletider været; saa snart der kom noget iveien, saa væk med det. Jeg øvede selv den strengeste Kritik over mine Arbeider; men den Gjerning fortrød jeg bittert, skjøndt jeg aldrig har havt nogen Tro til mig selv. Saadan har jeg forøvrigt ofte ødelagt mine Malerier, for Exempel Bournonvilles og Johan L. Heibergs; senere kom der Bud fra Norge, om jeg endnu var i Besiddelse af dem.
Monies slutter udtalelsen herover med sætningen: "Senere kom der Bud fra Norge".
Før fotografiet, og den avancerede trykketeknik blev opfundet, var kopiering en meget brugt fremgangsmåde, og en del af Monies malerier er kopier af andres, eller af hans egne malerier, ligesom andre har kopieret Monies malerier.

Herman Foss.
David Monies: "H. Foss. Artillericapitain."
Byhistorisk samling på Oslo Museum.
Billedet, der her er lysnet en smule, er under
Creative Commons.
Indtil 1814 var Norge dansk, og efter adskillelsen opstod der et tomrum i Norge, ikke kun økonomisk, men også også indenfor kulturens område. Norge stod alene uden det kulturelle danske fælleseje.
Indenfor kunstens område, manglede Norge pludselig billeder af de personer der også havde været fælleseje. Så behovet for billeder/malerier steg, og Monies var en af malerne der evnede, og kunne male perfekte malerier.

Således findes der en hel del malerier i Norge, som har Monies som ophav. F.eks. er der på Byhistorisk samling i Oslo et portræt af Herman Henrich Meyer Foss (1790-1853)

Slægten Mathiesen på Linderud Gård udenfor Oslo, var f.eks. også en god kunde hos David Monies. Både "Herrerne og Damerne" i familiekredsen er blevet portrætteret af Monies.
Mathiesen-slægten var blandt dem der i kraft af økonomisk klogskab havde klaret sig igennem krisen, der fulgte efter adskillelsen fra Danmark i 1814.
Som det ses på fotoet af salen på Linderud Gård, så havde man en hel del portrætter hængende på væggene på godset, og nogle af dem var/er malet af Monies.

David Monies malerier af Mathiesen-slægten har fået en fornyet renæssance på Internettet. F.eks. på Instagram, hvor flere af malerierne blive omtalt og vist i forbindelse med mode og påklædning i datiden.
F.eks. Monies maleri af Karen Wetlesen, født Mathiesen (1828-1923).

Som et kuriosum kan nævnes at Augusta Etlars søster blev indgift i den danske gren af Mathiesen-slægten, idet søster Henriette Diderikke Schultz (1853-1935) giftede sig med telegrafbestyrer ved DSB Harald Edmund Valdemar Mathiesen (1845-1907) i 1889.

"Et Kaffeselskab ved et Skovløberhus i Dyrehaven"
Maleri af Monies.
Monies: "Et Kaffeselskab ved-et Skovløberhus i Dyrehaven" fra 1856.
Maleriet befinder sig på Statens Museum for Kunst. (Public domain).
Et helt vidunderligt billede. Det er formentlig sidelængen til Peter Lips hus man ser. Og sollyset og skyggerne tilkendegiver at det er en sommereftermiddag. Og hvis du klikker på billedet, så kommer du til Statens Museum for Kunst, og klikker du også der på billedet, så kan du se en række detaljer. Blandt andet de kaffedrikkene gæster, samt en lille koket paraply, af den slags som var så populære dengang, som ligger på bænken til højre. Og hønsene, der trods "musikken og dansen", uantastet vandrer rundt og pirker i jorden, formentlig efter krummer som gæsterne har strøet til dem.

"Episode fra Soldaternes Hjemkomst i Septemberdagene 1849".
Det er nok det mest kendte af Monies malerier, og det findes i mange versioner lige fra tryk og til kopierede malerier. Selv i vore dage er det kendt, fordi billedet af og til bliver brugt til undervisning i forbindelse med historiefortolkning.
Det kongelige Bibliotek har flere udgaver af billedet på deres webside, også det allerførste lithografi, udført efter maleriet i 1849, af litograf Adolph Kittendorff.

Soldatens Hjemkomst.
Dette tryk, som jeg her gengiver, er fra omkring 1900, men er
uden kildeangivelse. Selve maleriet befinder sig på
"Det Nationalhistoriske Museum" på Frederiksborg Slot.
I ugebladet Illustreret Tidende havde Philip Weilbach skrevet nekrolog den 20. maj 1894, hvori Weilbach omtaler nogle af Monies malerier og Weilbach nævner også Soldaternes hjemkomst:
  Dette gælder ogsaa del Billede, som, ved Siden af hans bedste Portrætter, giver det fyldigste Indtryk af hans Ejendommelighed, »Episode af Soldaternes Hjemkomst i Septemberdagene; 1849" der saas ved Foraarsudstillingen 1850 og kort efter blev gengivet i Litografi. Det er ikke noget stort Billede, men klart og levende i Fortællingen og paa samme Tid harmonik og naturligt i Farven. Efter forskellige Omskiftelser er det havnet i det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg. Soldaternes March forbi Gitterporten ved Helliggejstes Kirke, de talrige af Sejrsstemning opfyldte Tilskuere i alle Vinduer og tæt pakkede paa begge Sider af Gaden, giver et slaaende Billede af Befolkningens glade Deltagelse i Indtoget, medens Krigens alvorlige og tunge Side udtrykkes ved en sørgeklædt Officersenke med sit Barn i Billedets Forgrund. Man fandt den Gang noget sentimentalt i det smertelige Udtryk, hvormed den unge Enke ser paa Optoget. Det er dog et nødvendigt Træk i Datidens Stemning. Samtidig med Sejrsglæden, navnlig over Fredericiaslaget, fandt baade i Pressen og Litteraturen Tanken om den Sorg, Krigens Ofre bragte i saa mange Familier, sit levende Udtryk, og denne Modsætning til den almindelige Festglæde giver Billedet en dybere Fylde og et rigere Indhold.
Illustreret Tidende gengav maleriet på en dobbeltside i sammen nummer, i forbindelsen med Weilbachs nekrolog, på siderne 426 og 427.

En af oficererne fra Sejren ved Fredericia, Georg Carl Ferdinand Tranberg, der var med blandt de soldater der marcherer ad Støget på Monies billede her til højre, skrev en del år senere en lille levende beretning om indtoget: "Hjemmarchen til Kjøbenhavn i September 1849", og om oplevelsen af at være en af de hyldede hjemvendende soldater.

På Wikipedia er der uploadet et farvefotos af maleriet...

David Monies malede billedet i 1849, og allerede i 1850 blev det nymalede maleri udstillet på Kunstudstillingen på Charlottenborg, en udstilling hvorfra kataloget stadig er bevaret, og som er lagt på Kunstbibliotekets Webside.
Monies deltog med 6 billeder på Kunstudstillingen, hvor maleriet "Soldaternes Hjemkomst"er udstillingens nr. 28, og hvorom der er skrevet i kataloget:
28: Episode af Soldaternes Hjemkomst i Septemberdagene, malet efter Bestilling. Tilhörer Hr. Redacteur Meyer.
Det var "Hr. Redacteur Meyer", som på alle områder havde store ambitioner, der havde bestilt og betalt maleriet og som ejede maleriet. Og uden at vide det, så gætter man nok ikke meget forket når man antager, at det var for at prale lidt, at Meyer havde tilladt at maleriet blev medtaget på Kunstudstillingen.
Meyer var jøde ligesom Monies, og de kendte også hinanden i den sammenhæng.
Denne redaktør Edvard Meyer er udgiveren af dagbladet "Flyveposten", samt den bogforlægger som Carit Etlar fik udgivet nogle af sine tidlige fortællinger hos, og som der er skrevet lidt om på denne webside...

Maleriet befinder sig i vore dage på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød, hvor det har "Inventarienummer A 388 - datering: 1850 - Placering: Stue 63".

Motivet opnåede fornyet popularitet da Alfred Jacobsen mellem årene 1892 og 1896 udgav sin "Danmarks Historie i Billeder". Denne Danmarkshistorie var 50 billedark som gengav højdepunkterne fra vor historie gennem tiderne. Disse billedark blev populære, og blev også brugt som anskuelsestavler i skoleundervisningen.
Ark nummer 48 er Karl Hansen-Reistrups gengivelse af Monies maleri "Troppernes Hjemkomst".
Troppernes Hjemkomst.
Hansen-Reistrups gengivelse af David Monies maleri "Troppernes Hjemkomst".
Billedet fra Sven-Erik Olsens "Danmarks Historie i Billeder", udgivet af
Grafisk Werk i Præstø i 2017, på side 107.
En tak til hr. Sven Erik-Olsen for at stille billedet til rådighed.
Det er på alle måder et perfekt komponeret billede.
Det har gennem tiderne været studeret, og diskuteret, hvorledes man skaber det perfekte billedet. I vore dage er det indenfor reklamebranchen af stor betydning, at budskabet i et billede er øjeblikkelig og præcis.
Forklaring.
Øjets "gang" hen over motivet er derfor af største vigtighed.
Øjet ser ikke helheder, men ser afsøgende, og en af vejene øjnene "vandrer" hen over et stillestående motiv på, er den der er vist her til højre.

Bruger man den "regel" på "Soldaternes Hjemkomst", så begynder øjet ved a. Og det første øjet møder på vej op til b, er det lykkelige par. Og fra parret videre over midten, hvor der står en sørgende enke med sit sortklædte barn, og helt oppe ved b havner øjet i et stort flagrende dannebrogsflag.
Videre fra b over til c, hvor øjet møder endnu to dannebrogsflag.
Fra c og ned til d kommer man igen gennem midten med den sørgende enke, en understregning af sorgen i glæden, og man slutter ved d, hvor øjets vandring heldigvis ender lykkeligt, med en hund i gensynsglæde over sin hjemkomne herre.
Fortsætter man helt ned i hjørnet ved d, så står her kunstnerens signatur.
Det er således efter denne "regel" at kunstnersignaturer enten er skrevet i begyndelsen, ved a, eller ved øjnenes slutning på et maleri: ved d.

Karl Hansen-Reistrup har været tro mod Monies originale billede, og trods at motivet er "trukket lidt ud", er billedets centrum bevaret: "den sørgende enke".
Hansen-Reistrup har dog glemt at medtaget skyggen som geværet kaster på muren og porten på Monies maleri, en detalje som i og for sig er ret vigtig.
Retningen på geværet på Monies maleri er med til at "lokke" øjet i den rigtige retning, og derfor er skyggen som geværet kaster, en yderligere understregning af, at det er "den vej øjet skal følge".

På mit viste billede herover til højre af "troppernes Hjemkomst", efter Monies originale maleri, anes meget svagt en flagstang på Nikolai Tårn med flag.
I 1868 blev flagstangen på Nikolaj fjernet, og erstattet af en stang til tidskuglen på Nikolai Tårn.
På Hansen-Reistrup illustration anes stangen, men hverken flag - eller tidskugle.

Ifølge Jen Steenbergs beskrivelse af "Helligåndskirken" på strøget, på Nationalmuseets webside om kirker på side 633 og 634, så blev porten og muren ind til kirken og kirkegården fjernet kort tid efter at Monies havde malet maleriet, og blev i 1855 erstattet af det "hegn" som endnu eksisterer.

Balletdanserinden Sophie Stramboe.
Linderud
Balletdanserinden Sophie Stramboe.
Maleriet er på Statens Museum for Kunst. (Public domain).
Maleriet til højre er af balletdanserinden Sophie Stramboe, og er et typisk Monies-portræt. Selv om maleriet ikke er signeret, og er uden tilføjede oplysninger, så kan det kun være malet af David Monies.
Formatet er også det samme som Monies brugte til mange af sine portrætmalerier.
Maleriet af balletdanserinden Sophie Stramboe hang engang på det tidligere Teatermuseum.

Sophie Stramboe er er faktisk to af: mor og datter.

Moderen hed Sophie Frederikke Stramboe, født Svanemann (1803-1865), og hun var gift med den kongelige balletdanser Johann Adolph Frederik Stramboe (1801-1850).

Datteren hed Caroline Sophie Stramboe (1832-1912), og hun blev i 1857 gift med Jacob Fredrik Schilling, (1833-1904), som var arkitekt og bygmester i Kristiania (Oslo).
Så enten er det et tidligt Monies-maleri af moderen, eller et sent Monies-maleri af datteren.

At datteren var norsk gift, og boede i Kristiania, udelukker slet ikke Monies som portrætmaleren, for Monies har, som nævnt lidt oppe her på websiden, også malet en hel del malerier til Norge.

Monies malede mange portrætter af datidens teatermennesker. Monies var som helt ung beskæftiget med litografier, så der findes også en del litograferede skuespillerportrætter, f.eks. den unge Johanne Luise Herberg, som ses her nederst på websiden.

Mange af Monies malerier dukker af og til op på de forskellig europæiske kunstauktioner, for derefter at forsvinde igen, og priserne for et Moniesmaleri er af og til rystende lave.

Portræt af "Etatsraadinde Duntzfelt"
Etatsrådinde Duntzfelt
David Monies maleri af "Etatsraadinde Duntzfelt".
Inv.nr. MKH 473x1 i rum 25 i Nordfløjen på Koldinghus.
Tiden? Et gæt kunne være lidt inde i 1830'erne.
En stor tak til museumsinspektør fr. Conni Ramskov, og til
Koldinghus for fotoet, og for tilladelse til at vise det.
Det er titlen på et maleri som findes på Koldinghus. Maleriet hænger i den permanente udstilling i rum 25 i nordfløjen, og har inv. nr. MKH 473x1.

I indledningen, øverst her på websiden, nævnes en håndskreven påbegyndt liste som ligger på på Det kongelige Bibliotek, med navne på nogle af Monies portrætmalerier. På denne liste er medtaget, umiddelbart over Carit Etlars navn: "Duntzfelt og Frue".
Så tanken om at Monies måske også har malet hr. "Etatsraad William Frederik Duntzfelt" melder sig? Og hvis det er tilfældet, hvor er så maleriet af William Frederik Duntzfelt?

Den unge "Etatsraadinde Duntzfelt", på maleriet på Koldinghus, blev kaldt Bertha, men hun hed Birthe.
Hun var døbt Birthe Christmas i december 1797, i den Reformerte Kirke i Gothersgade i København.

Det er på alle måder et spændende maleri, fordi det repræsenterer og fortæller meget om og af samtidens historie.
Om det malertekniske ved billedet kan siges, at det viser Monies evne til at gengive kvinder, og på den mest hensynsfulde måde, i dette tilfælde fra siden, så bredden ikke kunne ses, men kun fornemmes.
Der findes tilfældigvis fotos af parret på Det Kongelige Bibliotek,  1.  og  2. , og de fotos viser at Bertha Duntzfelt var en lille tæt kvinde, der ikke ser helt så glad og selvsikker ud på fotos, som på maleriet.

Bertha var blevet gift ind i den bedste borgerkreds, da hun indgik ægteskab med William Frederik Duntzfelt (1792-1863) i den Reformerte Kirke, den 13. oktober 1814. Den unge dame var således ikke mere end 16-17 år da parret blev gift.
William Frederik Duntzfelt var forretningsmand, og havde overtaget sin fars skibsrederi og grosserervirksomhed, da faderen døde i 1809: "Duntzfelt & Co.".

William Frederik Duntzfelts far, der også hed William til fornavn, havde være en driftig forretningsmand, som var vokset op i Bengalen i Nordøstindien, og som ung var blevet ansat i det danske selskab i Trankebar: "Asiatisk Kompagni". Ved siden af faderens ansættelse i "kompagniet" fortælles det også, at han tjente penge på sine private affærer, som var hvidvaskning af indtægter fra den ulovlige opiumshandel med Kina.
I 1788 rejste faderen hjem til Danmark og fik ansættelse i Handelsministeriet.
En del af sine private penge investerede faderen så i firmaet "Pingel, Meyer, Prætorius & Co.", der havde fået eneret på sejladsen med de danske slaver efter "Østersøisk-Guineisk Kompagnis" fallit i 1787.
I 1789 skiftede dette rederi navn til "Duntzfelt, Meyer & Co."
Det var firmaet med den berygtede, men givtige, trekantsrute:
Herfra og til Afrika for at hente slaver.
Derfra og til Vestindien for at læsse de overlevende af.
Og så tilbage til start med lasten af sukker.
I 1792 ophævedes firmaets monopol på slavesejladsen, og regeringen besluttede at forbyde al slavehandel med virkning fra ti år senere, i 1803. Formålet med de ti års ventetid inden totalforbuddet mod slavehandelen var, at nå at få sejlet så mange slaver til Vestindien som muligt, inden forbuddet trådte i kraft. Så efter ophævelsen af eneretten på sejladsen, kunne ikke kun Duntzfelt & Co., men også alle de andre rederier sejle slaver alt det de ville.
Samtidig indførte regeringen eksporttold for hver voksen neger der blev sejlet fra Afrika. I den modtagende ende, i Vestindien, blev rederierne dispenseret lidt for denne udgift, idet importøren, køberen, slavehandleren i Vestindien, skulle betale halvdelen af toldbeløbet tilbage til rederiet i de tilfælde det drejede sig om kvinder. Med andre ord, staten gav rederierne rabat på fragten af kvinder, og pålagde slavekøberne i Vestindien denne afgift.

En menneskeskæbne fra Vestindien har Carit Etlar skildret i sin lille novelle "John Djævel", den fjerde fortælling i samlingen "En Skibsjournal".
Denne lille novellesamling var blevet udgivet af bogforlægger Edvard Meyer, som var ham der havde bestilt, og som ejede maleriet nævnt ovenfor: "Episode fra Soldaternes Hjemkomst i Septemberdagene 1849".

Efter William Frederik Duntzfelts driftige faders død, og takket være forsigtighed og klogskab, klarede William Frederik Duntzfelt sig igennem Englandskrigen, som havde forhindret al skibsfart, og han klarede sig også igennem den efterfølgende statsbankerot i 1814.
(Nederst her på websiden, under bemærkninger, er nævnt ganske lidt om Englandskrigen og Koldinghus og Prince de Pontecorvo.)

En hel del år senere, i 1846, blev William Frederik Duntzfelt bestyrer af "Fredens Mølles Fabrikker", som lå på Amagerbrogade i nærheden af Holmbladsgade, og han blev dermed en af deltagerne i det danske industrieventyr der hed "kunstgødning".
I 1826 havde englænderen Joseph Owen overtaget "Fredens mølle", der fremstillede olie og sæbe, og Owens begyndte at fremstille gødning af ben!
I 1833 fik "Fredens Mølle" eneret på en ny type "patentgødning", en gødning som Allan Leth Frandsen fortæller lidt om i sit lille skrift "En fabrik på egnen:Mundelstrup Gødningsfabrik 1871-1925", og som blev fremstillet af "fejeskarn fra gaderne, såkaldt dagrenovation, ler og friske menneskelige ekskrementer i forholdsmæssige dele".
Placeringen af denne fabrik på Amager var genial, for råvarerne havde man lige i nærheden, godt en kilometer væk, på Kløvermarken først på Amager, som var en losseplads midt i 1800-tallet. Her blev der hver dag læsset dag og natrenovation af, indsamlet i det indre København.
Dele af Kløvermarken vedblev at være losseplads til ind i begyndelsen af 1900-tallet.
I 1834 påbegyndtes også den første danske produktion af svovlsyre på "Fredens Mølle", en vigtig ingrediens til fremstilling af rigtig kunstgødning. "Fredens Mølle" blev ved senere sammenlægning en del af Superfos.

Rolighed.
"Rolighed" ved Skodsborg/Vedbæk.
Duntzfelts havde foretaget denne ombygning da de ejede landstedet.
I vore dage er ejendommen blevet voldsomt ombygget og udvidet.
Gammelt postkort fra først i 1900-tallet.
I 1794 havde politikeren og forretningsmanden - nordmanden Carsten Anker bygget et lille landstedet "Rolighed", mellem Skodsborg og Vedbæk i Nordsjælland.
Da Norge skulle være selvstændig og skilles fra Danmark, så solgte Carsten Anker sit landsted og rejste hjem til Norge, for at medvirke i forhandlingerne. Og i Carsten Ankers hus, Eidsvollsbygningen udenfor Oslo, blev den nye norske grundlov underskrevet den 17. maj 1814.

I Nordsjælland blev "Roligheds" nye køber og ejer "Etatsraadinde Duntzfelts" far, kaptajn John Christmas (født 1753), som var kaptajn på sejlskibsruten mellem Danmark og Indien. Og da John Christmas døde i 1822 overtog William Frederik og Bertha Duntzfelt, landstedet, som parret beholdt indtil 1841.
Ejendommen er i vore dage hovedkvarter for A. P. Møller-Mærsk.

William Frederik Duntzfelt opnåede en række tillidsposter i samfundet, han blev medlem af Stænderne, og den "Den Grundlovgivende Rigsforsamling", og fra 1848 blev han Rådmand i København.

Etatsråd William Frederik Duntzfelt døde den 12. oktober 1863, på sin bopæl i Store Kongensgade 79, af sin kroniske leversygdom. Han blev begravet fra den Reformerte Kirke i Gothersgade fredag den 16. oktober klokken 11, og kisten blev nedsat på den Fransk Reformerte afdeling på Assistenskirkegården.

Ni år senere fortæller begravelsesprotokollen, at etatsrådsinde Bertha Duntzfelt boede i Store Kongensgade nummer 103, da hun dør den 28. november 1872. Hun blev begravet den 3. december klokken 12, fra den Reformerte Kirke, og blev også nedsat på den Reformerte Kirkes afdeling på Assistenskirkegården.

Parret havde to børn: Jeanne-Marie Sophie Duntzfelt (1819-1871) og Eduard Duntzfelt (1821-1892).

"Johanne Luise Heiberg".
David Monies portrætterede den feterede skuespillerinde Johanne Lusie Heiberg (1812-1890) flere gange.
Augusta Etlar citerer i interviewet Monies for udtalelsen:
  Fru Heiberg har i sine Livserindringer udtalt sig meget smigrende om min Opfattelse af hende. Hun siger:
"Se paa mit Billede, malet af Monies. I dette (hendes femte Portræt) er jeg først færdig med min Personlighed, her ser jeg mit oprindelige Væsen atter træde frem med det dybe Tungsind, der var nedlagt i min Natur, men med Fare for at dette Tungsind kunde udarte sig til en vis tung, borneret Alvor, der fortærede mig i anstrængende Arbejde, hvor Pligten dominerede alt. Men endnu fures ikke Trækkene af Bitterhedens eller Harmens Lidenskaber, jeg ser endnu saa stille hen for mig, om der end alt i dette Billede ligger nogen Smerte, som ikke lader sig skjule".
Men i mine to udgaver af fru Heibergs 4 bind store erindringer "Et Liv gjenoplevet i Erindringen", er Monies ikke nævnt med navn.
Men den citerede tekst er medtaget i Aage friis' "Johanne Luise Heiberg - Fra det heibergske Hjem - Johan Ludvig og Johanne Luise Heibergs indbyrdes Brevveksling", genudgivelsen fra Lindhardt og Ringhof i 2016. Heri hedder kapitlet på side 407: "Johanne Luise Heiberg: mine Portraiter". Og på side 413 i dette kapitel står ovennævnte citat.

Det omtalte maleri af fru Heiberg er nu på Nationalmuseet.

Da Augusta Elar skrev avisartiklen "Monies og Goldschmidt" i 1894, var det meget aktuelt at nævne Johanne Luise Heiberg, for fru Heiberg var død kun ca. to ethalvt år tidligere, den 21. december 1890. Og fru Heibergs erindringsbøger var udkommet året efter, på Johan Ludvig Heibergs hundredårs fødselsdag, den 14. December 1891.
Johanne Louise Heiberg.
David Monies "Johanne Louise Heiberg". Litografi efter billede af Louis Aumont.
Lithografiet findes på Statens Museum for Kunst, og er under Public Domain.
Det oprindelige maleri af Louis Aumont fandtes på Teatermuseet, før museet blev nedlagt.
Louis Aumont (1805-1879) var også portrætmaler, og på visse områder var han Monies konkurrent. Louis Aumont malede fortrinsvis portrætter af de kendte "bedrestilllede", samt kongefamilien.

- - - - - - - - - -
Bemærkninger.
  1. En tak til Koldinghus for fotoet af Monies maleri "Etatsraadinde Duntzfelt", og for oplysninger, samt en interessant dialog.
  2. En tak til hr. Peer Marfelt for hjælp og oplysninger om den norske og danske Mathiesen-slægt.
  3. Herodes der bliver nævnt ovenover i omtalen af "Den sidste Makkabæerinde", er "Herodes den Store".
    Det er "Herodes den store" (47 år før Krist, til 4 år efter Krist) der dømmer og henretter sin kone Mariamne. Måske på et falsk grundlag, hvilket plager ham i mange år efter.
    Det var ikke ham, men hans søn, der også hed Herodes, der myrdede Johannes Døberen (Mathæus kapitel 14 vers 1-12).
  4. Frenolog, frenograf. Frenologi var læren om hjernen, hvorefter man af fremspringende eller fordybende partier af hjerneskallen skulle kunne slutte sig til vedkommende individs åndelige anlæg.
  5. En lille bemærkning om hvor underligt historien kan forme sig.
      Under Englandskrigen, nævnt overfor under omtalen af Duntzfelt og Koldinghus, havde Danmark taget parti og allieret os med franskmændene og Napoleon, mod englænderne.
    Napoleon sendte hjælpetropper til Danmark, knap 33.000 soldater, som forstærkning, og hvis Napoleon havde fortsat sin succes med sejre, så skulle disse tropper have hjulpet til med at erobre Sverige.
      Øverstkommanderende for disse fremmede hjælpetropper i Danmark, franskmænd, hollændere og spaniolere, hvoraf mange blev indkvarteret på Koldinghus Slot, var Prince de Pontecorvo, Jean Baptiste Jules Bernadotte.
      Prince de Pontecorvo havde været i København til forhandlinger, og ankom den 28. marts 1808 til Koldinghus Slot, som nedbrændte efterfølgende nat.
      De spanske soldater fik skylden for at brænde Koldinghus Slot af, men det er et diskutabelt spørgsmål om det er rigtigt, og om ikke skylden var lagt på spanierne af politiske grunde. Generelt havde de spanske soldaters opførsel i Danmark været eksemplarisk, det var derimod de franske soldater der var store bøller.
      Pontecorvo var en lille ny stat, et lille nyt selvstændigt område som Napoleon havde oprettet i 1805, efter erobringen af Italien. Pontecorvo eksisterede kun i 10 år, før området igen, efter Napolens fald, blev indlemmet i Italien.
    Prince de Pontecorvo blev efter Napoleonskrigene ironisk nok valgt til kronprins i Sverige i 1810, samt efter Wienerkongressen i 1814 som konge i det nyoprettede selvstændige Norge. Og fra 1818 blev Jean Baptiste Jules Bernadotte desuden konge af både Norge og Sverige med navnet kong Karl den 14. Johan.
- - - - - - - - - -
Kilder foruden de sædvanlige og de i teksten nævnte og egne notater:
  1. Ch. A. Been, med indledninger af Emil Hannover: "Danmarks Malerkunst". Udgivet af Det Nordiske Forlag i 1902.
  2. P. A. Rosenberg: " Store Nordiske Konversations Leksikon". Udgivet af Leksikonets Forlag i 1921, bind 16, side 82.
  3. Dahl og Engelstoft: "Dansk Biografisk Haandleksikon". Udgivet af Gyldendal-Nordisk Forlag i 1923.
  4. Philip Weilbach: "Dansk Konstnerlexikon". Udgivet af Andr. Fred. Høst & Søns Forlag i 1877— 78.
  5. Meïr Goldschmidt: "Livs Erindringer og Resultater". Bind 1 og 2. Udgivet af Gyldendal i 1877.
  6. Ugebladet "Illustreret Tidende". Den 20. Maj 1894.
  7. Rørdam og Lütken: "Danebrog -Ugeblad for Hær og Flaade". Årgangene 1882-1883. Gads Boghandel 1883.
  8. J. Marcussen: "Maritim og Historisk Information".
  9. A. Schumacher: "Aaret rundt". Månedsskrift. Udgivet af Truelsens Forlag og Tryk i 1889
  10. Philip Weilbach: "Nyt Dansk Kunstnerlexikon". Udgivet af Gyldendals Forlag i 1896.
  11. Websiden: "Boghandlere i Danmark".
  12. Internettet: Christmas Families Home Page.
  13. Jan Ingemann Sørensen: "De danske socialister og første internationale (1865-april 1871)". Artikel i "Tidsskriftet Arbejderhistorie",
    Nr. 1 - 2008 - siderne 45 og 46.
  14. Palle Rosenkrantz: "Billeder fra min Barndom, nedskrevne efter Erindring". Udgivet af Gyldendal i 1917.
  15. Sophus Schack: "Bidrag til den danske Nations Karakteristik i Billeder fra Krigen 1848-50". Udgivet af Boghandler Gad i 1860.
  16. Sophus Schack: "Portraitparaleller til Bevis for Ligheden mellem Mennsket og Dyret. Udgivet af Boghandler Gad i 1859.
  17. Johannes Werner: "Christian Wilhelm Duntzfelt". Udgivet af Gyldendal - Nordisk Forlag i 1927.
  18. Barbara Zalewski: "Hjemme på Gammel Kongevej". Udgivet af Kleins Forlag i 1996.
  19. Mirjam Gelfer-Jørgensen: "Danish Jewish art: Jews in Danish art". Udgivet af forlaget Rhodox i 1999.
  20. Gustav Wied "Lystige Historier". Udgivet af Det Nordiske Forlag i 1896
  21. Allan Leth Frandsen: "En fabrik på egnen: Mundelstrup Gødningsfabrik 1871-1925". Udgivet af "Historisk Håndsrækning" i 1989 (ISBN 87-983347-0-0).



© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 21/07/2018 16:59:01