Edvard Meyer.
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsbrev | Leksikon | Om websiden | Hjælp | E-mail

Edvard Meyer.

Dagbladet "Flyveposten".

Flyveposten.
Udklip af den øverste halvdel af det første nummer af dagbladet "Flyveposten" den 2. januar 1845.
Under denne annonce fra Det kongelige Teater, hvor der opføres Carit Etlars skuespil "Eiaghs Sønner",
begynder "flyveposten første del af føljetonen, Eugen Sue's kontroversielle roman, "Den evige Jøde".

Den allerførste tekst, og den første reklame, i Edvard Meyers nyudkomne avis "Flyveposten", er annonceringen af aftenens forestilling på Det kongelige Teater, hvor der opførtes Carit Etlars skuespil "Eiaghs Sønner".

Skuespillet "Eiaghs Sønner" faldt i publikums smag og modtog bifald. Forfatteren til skuespillet havde ved premieren, en måned tidligere, været anonym, og heller ikke før premieren blev det røbet hvem der var forfatteren.
Rygterne ville vide at skuespillet var et begynderarbejde, og at det fra teaterledelsen side oprindelig var blevet nægtet, at lave dekorationer til stykket.
Avisernes anmeldelser var forskellige - og modsagde hinanden - og det antydedes også, at den anonyme forfatter måske havde lånt lidt vel meget fra Walter Scotts roman "En Fortælling om Montrose".
Det var dog svært at bebrejde "den anonyme" for dette lån, for "lånt" fra Walter Scott havde også H. C. Andersen gjort ved to af hans tidligere skuespil til Det kongelige Teater.
Men publikum klappede af "Eiaghs Sønner", og på trods de få opførelser skuespillet nåede, så kan stykket ikke betegnes som en fiasko.
Edvard Meyer var en fast gæst på tilskuerrækkerne i Det kongelige Teater, men det var ikke teaterforestillingen Meyer anmeldte i sin nye avis halvanden uge inde i det nye år, men derimod bogforlaget Høst's udgivelse af skuespillet i bogform.
I sin anmeldelse husker Meyer at nævne forfatterens navn, da han skriver denne lille, næsten lyriske, artikel i "Flyveposten" den 10. januar 1845:
Eiaghs Sønner, originalt Drama af Carit Etlar, er nu udkommet paa Hr. Universitetsboghandler Høst's Forlag. Dette dramatiske Arbejde af en begyndende Vandrer på den dramatiske Digtnings Bane berettiger til skjønne Forhaabninger i Fremtiden. Forfatteren synes at have taget Shakespeare til Mønster; f. Ex. ere følgende Linier aldeles skrevne i den Store Mesters Aand:

Det var en Løgner, som engang fortalte,
At Smerten Dræber, thi jeg lever jo.
Jeg lever, nei, min Skygge er det blot,
Thi Dødens Vinge ruger paa min Sjæl,
Mit Barn! - din Død, Liigklokken er for mig
Der ringer hver en jordisk Fryd til Graven,
Det som jeg hidtil leed, var Sorg i Drømme,
Nu rider Smerten vaagen paa mit Bryst;
En Skive var jeg før for Skjæbnens Skud,
Dens Pile traf min Arm, min Haand, min Fod;
Men denne sidste dybned' sig i Hjertet.

Paa enkelte Steder er han dog mindre heldig, men i det hele taget vil enhver læse dette virkelig poetiske Arbeide med ikke mindre Interesse, end hvormed det er seet opført.
Det var Meyer der udgav Carit Etlars roman "Jeanne Tuyon", så når Meyer her roser Etlar i høje vendinger, og sammenligner Etlar med Shakespeare, så må man ikke være blind for, at det også har været for at gøre lidt reklame for sig selv, og en af forlagets forfattere, som forhåbentlig fremover ville bidrage med flere fortællinger - især efter at være blevet rost.

Romanen "Jeanne Tuyon" begyndte Edvard Meyer at udgive som føljeton i Flyveposten den 2. april 1849.
Der kan læses lidt mere om "Jeanne Tuyon" her...

To Republiker.
César Bazancour's "De to Republikker" fra 1854.
Oversat af Viggo Herrmann (1822-1897).

James Grants roman Frank Hilton.
James Grant's roman "Frank Hilton".
Oversat og udgivet af Flyveposten i 1856.

Bogforlæggeren Edvard Meyer.

Udgiveren af dagbladet Flyveposten, Edvard Meyer, var på mange måder en spændende person, og hans avis, som han startede i 1845, udgav flere store udenlandske romaner som føljetoner. Set i et tilbageblik, her fra nutiden, er Flyveposten en ganske interessant avis, fordi den går bagom, og lidt på tværs af, datidens korrekte meninger og opfattelser. En slags datidens BT og Ekstra Blad.

Nogenlunde samtidig med Etlars "Jeanne Tuyon" bragte Edvard Meyers avis også Alexandre Dumas "En Læges Memoirer", og Eugene Sue's "De syv Dødssynder" som føljeton, så det er ikke forket at hævde, at den unge Carl Brosbøll var kommet i fint selskab.
Eugene Sue's helt op i nutiden omdiskuterede roman, "Den evige Jøde" førsteudkom i Danmark også i Meyers avis Flyveposten.

Det var et blandet, men absolut interessant, repertoire Meyer fik udgivet.
Thomas Overskou's interessante erindringer om krigsåret, "Tilbageblik paa Aaret 1848", udgav Meyer i 1849.
Efterfølgende udgav Meyer udgav Meyer i årene 1850 til 52 Thomas Overskou's "Komedier", i alt seks bind på omkring 1300 sider. (Fem bind + et ekstra).

Udenlandske romaner.

De store udenlandske romaner som Meyer udgav, er i vore dage glemt, men de var dengang noget helt nyt og internationalt, og var datidens moderne litteratur.
Her til højre er et par eksempler:
"De to Republikker - 1793-1848"
César Lecat baron de Bazancourt (1810–1865).
Den franske romanforfatter Monsieur de Bazancourt var først og fremmest fransk militærhistoriker. Men han var også den officielt udnævnte franske personalehistoriker, som skulle følge og biografere den da nye kejser Napoleon den Tredje, der var blevet kejser i Frankrig i 1852, kun to år før Meyers danske udgivelse af de Bazancourts historiske roman.
Romanen har undertitlen "1793 - 1848", og handlingen i romanen foregår under de to første kejsere Napoleon'ere, og fortællingen slutter under revolutionen i 1848, fire år før Napoleon den Tredje blev kejser.
"Frank Hilton - eller Dronningens Regiment".
I en del årtier i det 1800'de århundrede var der en stor overvægt af franske romaner, men der var selvfølgelig undtagelser.
James Grant (1822–1887) var langt ude i familie med Walter Scott. Han skrev op imod 100 bøger hvoraf hans "Phillip Rollo or the Scottish Musketeers", der udkom i 1854 i to bind, var vældig populær.
Det var oplagt af følge denne succes op, hvad Meyer gjorde med udgivelsen af denne roman i 1856: "Frank Hilton - eller Dronningens Regiment".

Lunds Bogtrykkeri.

Lund står som trykkefirma på flere af Meyers udgivelser.
Lunds Bogtrykkeri blev grundlagt i 1851 af Edvard Meyer selv, med nogle af resterne som Meyer havde købt fra Bianco Luno´s trykkeri da det lukkede efter Bianco Luno's død i 1852.
Efterfølgende købte og overtog Gottlieb Siesby og J. Davidsen både Flyveposten og trykkeriet i 1852.
I 1863 overtoges Lunds Trykkeriet af Carl Lund, som derefter fortsatte med at trykke avisen for Siesby og Davidsen indtil 1870, hvorefter Flyveposten ophørte at udkomme.
Da Lunds døde i 1881 fortsatte hans Enke Johanne F. Lund, trykkeriet med sin søn Magnus Lund, som partner. Johanne Lund døde i 1897, og sønnen Magnus Lundblev eneejer af virksomheden. Siden hans Død i 1898 fortsattes trykkevirksomheden af hans Enke, Sophie Lund.

Personen Edvard Meyer.

Edvard Meyer var en af datiden farverige personligheder, som i vore dage næsten helt er glemt.
Postembedsmanden Joseph Michaelsen (1826-1908) har skrevet en ganske god erindringsbog "Fra min Samtid", hvori han fortæller om datiden, og også omtaler nogle af datiden personligheder, herunder Edvard Meyer (fra side 67 og frem).
Som ung havde Joseph Michaelsen også skrevet artikler, og havde i en periode været ansat ved Flyveposten, hvor han havde lært Meyer at kende, og Michaelsen fortæller bl.a. om Meyer:
  Han bildte sig ind at være Digter og Kunstkender, og det var især denne Svaghed, mindre hans Ødselhed og Uvidenhed, der gjorde ham til Genstand for Kjøbenhavnernes Spot.
Meyer blev af de "bedre kredse" dengang "ikke regnet for noget", og anset for en latterlig person, og hans avis Flyveposten blev betragtet som en lidt underlødig avis.
P. Hansens fortræffelige 2-bindsværk "Dansk Litteraturhistorie" fra 1886, nævner kun Meyers navn een gang, og det er slet ikke i forbindelse med noget Meyer har skrevet eller fået udgivet.
I bind 2 på side 570 fortæller Peter Hansen om skandalen i forbindelse med J. C. Hostrups syngespil "Mester og Lærling".
En skandale som var en episode som vedblev "at hænge" på, og forfølge Edvard Meyer, selv om man kan hævde at han var uskyldig i episoden.
Kort fortalt havde Hostrups syngespil "Mester og Lærling" haft premiere på Kasino i 1852. Som titlen antyder så handler syngespillet bl.a. om en håndværksmester, som i stykket er fremstillet lidt dum og latterlig. Og denne håndværksmester i skuespillet udgiver en avis, som i syngestykket kaldes "Folkevillien".
Edvard Meyer var jo oprindelig selv "kun" håndværker, så Meyer var helt sikker på at det var ham som Hostrup havde karikeret og gjorde grin med. Til trods for at Hostrup og alle andre meget bestemt nægtede, at det var Meyer der var karikeret i syngespillet, så må man, med et tilbageskuende blik set her fra nutiden, nok erkende, at der er påfaldende mange sammenfald mellem håndværkeren i syngespillet og Edvard Meyer.
Skuespillet havde premiere dagen efter 'store bededag', lørdag den 8. maj på Kasino Teatret i København, og Edvard Meyer siges selv at have overværet premieren.
Allerede om mandagen, den 10. maj 1852, skriver Meyer en stor vred artikel i sin avis "Flyveposten", ja vel snarere en rasende artikel, hvori Meyer blandt andet skriver:
  Ingen vil kunne negte, at naar Hr. Hostrup finder den Maade, "Flyvepostens" Redacteur ernærer sig paa, forkastelig og dyrt betalt af Publikum, saa er denne Hr. Hostrups Erhvervsmaade smuk og billig, skjøndt Hr. Hostrup jo rigtignok faaer 1000 Rbd. for at slaae os ihjel, hvilket kunde synes at være grumme meget, naar man veed at han før har skrevet Smædesange om os for sletintet. Han er nu i sin Forfølgelse imod os gaaet omtrent saa vidt, som der vel godt kan gaaes, og naar vi undtage Kone og Børn, der vel sagtens næste Gang komme til at holde for, saa har han omtrent udtømt Alt, hvad der af ondt kan siges om os.
Ved de efterfølgende opførelser af "Mester og Lærling" var der ballade og piberier i Kasino-teatret, og uanset om det var Meyer selv der havde arrangeret disse demonstrationer eller ej, så blev han selvfølgelig beskyldt for at stå bag.

Skuespillet Struense.
Udsnit af titelbladet på Edvard Meyers
skuespil "Struensée", som også blev
udgivet i Italien, og hvor en kopi er lagt
Archive.org.
Allerede dengang fungerede "Janteloven", så Meyer følte sig moppet ud.
Så derfor, og af flere andre årsager, så solgte Meyer sin avis "Flyveposten" og rejste med sin familie til Paris, "hvor han fortsatte sit flotte Liv, og blandt andet skal have ofret 10,000 fr. for at få et af sine egne Skuespil opført, der gjorde fuldstændig Fiasco".
Meyers franske skuespil havde titlen "Struensée", og blev udgivet i Paris i 1855, og i Italien i 1856.
Det er helt uforståeligt, men fortæller måske en del om Meyers personlighed, at Meyer bruger en stor del af sine penge på, i Frankrig at skive et skuespil om Struense, hvor der allerede var skrevet et skuespil om "Struensée" af Michael Beer (1800-1833). Michael Beer var lillebroder til komponisten Giacomo Meyerbeer, og Meyerbeer havde komponeret musik til lillebroderens tekst "Struensée".

Det fortælles at Edvard Meyers kun fik sit skuespil "Struensée" opført een eneste gang i Paris.

Efter at have brugt alle sine penge i forsøget på at etablere sig som fransk forfatter i Paris, så rejste Meyer-familien tilbage til Danmark i 1856, hvor han forsøgte sig som fotograf et par år, og Meyer fik tillige udgivet nogle bøger, men uden held.

På det kgl. Biblioteks webside er bl.a. lagt dette foto af Kongens Nytorv fotograferet af Edvard Meyer i 1855.

I Frankrig skrev Edouard Meyer nogle "Memoirer", som i den danske oversættelse fra 1855 fik titlen: "Løse Blade af en dansk Journalists Album". Disse erindringer blev udgivet af Sally B. Salomon i 1855.
Det kongelige Bibliotek har lagt et eksemplar på Nettet...

På sine ældre dage, mellem årene 1877 til 1880, var Meyer medudgiver af en "Illustreret Folkebibel", et illustreret værk på knap 1400 sider.
Denne folkebibel blev udgivet efter en aftale med Det Kongelige Vajsenhus, som ejede retten til at udgive salmebøger og de hellige skrifter, så Meyers andel af overskuddet har formentlig været minimalt.
Vajsenhuset var blevet grundlagt af Frederik 4. allerede i 1727, som hjem og skole for forældreløse og faderløse børn, som der omkring dette år var mange af på grund af pestens hærgen.
Senere i 1700-tallet havde Vajsenhuset fået overdraget bibelprivilegiet og salmebogsprivilegiet, en form for afgift på salmebøger og de hellige skrifter.
Vajsenhuset eksisterer stadig, og disse to privilegier er også i vore dage med til at finansiere Vajsenhusets drift.

Allerede 10 år før biblens udgivelsen havde Edvard Meyer i 1867 fået fribolig i den jødiske stiftelse, og der døde han som fattig mand den 4. august 1880.
Dagbladet Fædrelandet skriver i sin nekrolog den 5. august 1880 følgende om Edvard Meyer:
Dødsfald. Edvard Meyer er igaar afgaaet ved Døden, næsten 67 år gammel. Oplært i Drejerhaandværket og en Tidlang bosat i Kalundborg, begyndte han der en meget tarvelig Virksomhed, men flyttede i 1841 til sin Fødeby Kjøbenhavn, hvor han 1843 udgav "Friskytten", et humoristisk Blad med Tegninger. Dette vandt en vis Yndest hos Regeringen, fordi det stillede sig paa dens Side mod "Korsaren" og den liberale Presse. I 1845 blev "Friskytten" til det politiske Blad "Flyveposten", der efterhaanden vandt dygtigere Medarbejdere, end Udgiveren selv var, og som navnlig i 1848-50 voxede ved Overskous, Blauenfelddts og Fleres Bistand. I 1852 afhændede Meyer "Flyveposten" til sine to faste Medarbejdere, G. Siesby og J. Davidsen, og fik en betydelig kontant Sum udbetalt, som han satte til ved et fleraarigt Ophold i Paris og ved fortvivlede Forsøg paa at optræde som fransk Forfatter. Efter sin Hjemkomst ernærede han sig en Tidlang som Fotograf og fandt tilsidst Ly i en af den mosaiske Menigheds Friboliger.
Forsiden af Nytaarsgaven 1850.

"Flyvepostens Nytaarsgave".

Edvard Meyers avisabonnenter fik en gave ved årsskifterne, en lille gratis bog med titlen "Flyvepostens Nytaarsgave".
Indholdet i disse små bøger var meget forskelligt, og vel nærmest "småting" der ikke har kunne få plads andre steder, men som alligevel kunne være interessante. Herunder er et par eksempler på indholdet.
Det kongelige Bibliotek har lagt en del af "Flyvepostens Nytaarsgaver" på Nettet.
"Flyvepostens Nytaarsgave for 1850".
Nytårsgaven for 1850 er interessant, for i denne årgang er der medtaget en lille novellesamling af Carit Etlar med titlen "En Skibsjournal".
Om denne lille novellesamling er der skrevet lidt her, hvorfra du også kan læse og eller downloade de små fortællinger...

Foruden Etlars lille novellesamling "En Skibsjournal" er der medtaget følgende litterære bidrag i denne årgang af "Flyvepostens Nytaarsgave for 1850":
  1. "Betlerens Klage" er et digt af Fr. Vilhelm Karup.
  2. "Til Aftensolen" er også et digt af Fr. Vilhelm Karup.
  3. "En Aften i Djurgården" er et lille skuespil med musik og tekst af C. Brandt, og har undertitlen "En Bellmansk Skizze". Brandt har også komponeret musikkken, men noderne er ikke medtaget i Meyers "Nytaarsgave."
  4. "Episoder fra Spanien" er en fortælling uden forfattersignatur. Måske vil det ikke være helt forkert at mene, at denne lille fortælling er af Meyer selv, der ofte selv bidrog med litterære fortællinger og digte.
  5. "Contrakten" er et digt af Edvard Meyer.
Edvard Meyer havde en vis evne til at vælge det spektakulære. En sådan var også forfatteren Frederik Vilhelm Karup (1829-1870), der er en af forfatterne nævt herover. Karup forfatterskab var af meget blandet, og nogle hævder af tvivlsom kvalitet, og han huskes måske mest fordi han fik en sag på halsen for at have fornærmet Frederik den 7. og grevinde Danner. Karup endte som forsikringsmand og døde i Dresden den 19. april 1870.
"Flyvepostens Nytaarsgave for 1851".
" I denne 1851-årgang : er der følgende "småting":.
  1. "Prima-Donnaen". Novelle af George Sand. (Fra side 6).
  2. "Anders Guldsmed". Af Edvard Meyer. (Fra side 21).
  3. "En Sang for den femte Juni". Af G. Siesby. (Fra side 38).
  4. "Digte af C. A. Thyregod". (Fra side 40).
      1. Beslutninger.
      2. Aftenvandring.
      3. Danmark.
George Sand var en fransk forfatterinde, mest kendt for sit kærlighedsforhold til komponisten Frédéric Chopin.
Gottlieb Siesby (1803-1884) var en af Meyers medarbejdere på Flyveposten.
Christen Andersen Thyregod (1822-1898). Thyregod var her omkring 28 år gammel, og havde allerede fået udgivet nogle digte. Han var livet igennem en produktiv forfatter, der ofte skrev fortællinger fra og om det jyske.
"Flyvepostens Nytaarsgave for 1854".
" Og i f.eks. "Nytaarsgaven" 1854 er indholdet:
  1. "En Primadonna". Novelle af Paul Winter. (Fra side 3).
  2. "Rejse til Færøerne". Af P. A. H. (Fra side 31).
  3. "To Skizzer fra Missouri". Af "Forf. til Langt fra Danmark". (Fra side 39.)
      1. Mormon-Præsten.
      2. Prairie Branden.
  4. "Emilie i Præstegaarden". En Vaudevillemonolog. (Fra side 59).
"Langtfra Danmark" er skrevet af Axel Felix, en dansk udvandrer der drog til Amerika i midten af 1800-tallet.
"Axel Felix" er et pseudonym for Hans Peter Christian Hansen (1817-1865).
"Langtfra Danmark" er oprindelig i tre bind, udgivet i årene 1852 til 1855. "Langtfra Danmark" er siden genudgivet i 10 små bind.

Meyers eftermæle.

Meyers avis "Flyveposten" blev dengang anset som en borgerlig avis, men omvendt havde Meyer også opbakning fra "det brede lag" i befolkningen, ikke mindst for hans direkte måde at udtrykke sig på. Men også hans sociale sindelag vandt gehør. Så Meyer havde så at sige selv sat sig på to forskellige stole. De lærde kunne angribe Meyer med, at han kun havde en håndværkeruddannelse, og den almindelige borger, pøblen, kunne bebrejde Meyer at han levede som velhaver, og engang imellem støttede regeringen.

Meyer blev af samtiden, og også af eftertiden, betragtet som en uuddannet fantast, en jøde, og en konservativ med et for stort pengeforbrug.
Men det er ikke helt så enkelt endda, og Meyer er en af dem der fortjener en bedre biografisk beskrivelse. Meyers avis "Flyveposten", som var datidens "formiddagsblad", og blev anset som konservativt, men dette er også en forenklet beskrivelse.
Og Meyers hang til det nye og moderne og det franske, burde have have givet ham større respekt af samtidens "elite", men gjorde det ikke.
Og nok bakkede Meyer og hans "Flyveposten" af og til regeringen op, men Meyer og flyveposten var også socialt engageret. Så det er passende at gentage det herover skrevne, at "Meyer havde sat sig på to stole" - og noget sådant giver altid uvenner til begge sider.
Om Meyers sociale engagement, som også var stort, er herunder et par eksempler:
Hungersnøden i 1847.
I 1847 var der opstået dyrtid i store dele af Verden. Der var forskellige årsager til dette, men en kartoffelpest i Europa var en meget væsentlig årsag.
I Irland var det særdeles katastrofalt, for der havde man satset mest på kartofler som fødevarer, og manglen forårsagede en katastrofe hvor irerne ganske enkelt døde af sult. Op imod en million skal være døde af sult, og mange af de økonomisk bedre stillede irere emigrerede da også til USA.
Denne mangel på kartofler gjorde, at der blev stor efterspørgsel efter korn, så korn og melpriserne steg også voldsomt, også her i Danmark. Til alt held blev den danske kornhøst god i 1847, og Meyer var en af dem der foreslog at man skulle undlade at eksportere overskuddet, og at Danmark skulle beholde det selv. Bagerne blev enige om at undlade at hæve priserne på brød, og der blev arrangeret offentlige og private brøduddelinger rundt om her i landet, et projekt der blev bakket op af mange.
Meyers bidrag var blandt andet overskuddet fra denne lille digtsamling:
Forsiden af Meyers digtsamling
Forsiden af Meyers digtsamling fra 1847.
Edvard Meyers digtsamling bliver udgivet "Paa Forfatterens Forlag", og trykt hos bogtrykker J. C. Salomon, i 1847.

Digtsamlingen har undertitlen "Sælges til indtægt for Brødtrængende i Vinteren 1847".

Her er det første vers af det tredje digt i samlingen.
Digtet hedder "Til den Velhavende":
 
Der vandrer tre arme, zitrende Smaae,
De hungrer og fryse - nu banke de paa;
Fra de fleste Døre jages de bort -
"O", jamrer den Mindste, "hvor er det dog haardt!"
Nu komme de til en borgermands Dør:
"Ak naadige Herre!" de bede som før,
"Hjælp os med Lidet, vor Moder er syg,
Vi have ej Brød, vi bede ydmyg!
Vi have ej Klæder, vi have ei Seng,
Og Vintren os knuger i Huus og paa Eng."
"Jeg ville saa gjerne, men ikke jeg kan,"
Saa svared den tiltalte Borgermand.
Han lukker sit Hjerte, han lukker sin Dør,
Og hjælpeløs stande de Smaae som før.

Krigsinvalider efter 1848.
Og som endnu et eksportere på det sociale engagement, så trykker "Flyveposten" også et indlæg i 1849, skrevet af balletchefen på Det kongelige Teater August Bournonville, et indlæg der bliver bragt i Flyveposten den lørdag den 22. september, og mandag den 24 september 1848.
Det var et meget alvorligt socialt problem, der var opstået som følge af den første del af "De Slevigske Krige". I Indlægget i Flyveposten stiller Bournonville spørgsmålet: "Hvad bør Danmark gjøre for sine invalide Krigere?".

For yderligere at bakke denne sag op, så støtter Meyer indlægget, ved at udgive Bournonvilles tekst med nogle tilføjede kommentarer som en lille bog med en indledning og afslutning på ialt 38 sider, som bliver udgivet i 1848.

- - - - - - - - - -
Bemærkninger:
  1. Meyer kaldte sig selv både Edvard Meyer og Eduard Meyer.

- - - - - - - - - -
Kilder foruden "de sædvanlige", og de i teksten nævnte, samt egne notater:
  1. Krak: "Danmarks ældste forretninger". Udgivet i 1910.
  2. P. Hansen: "Illustreret Dansk litteraturhistorie". Bind 2. Udgivet af Phillipsens Forlag i 1886.



© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 19/08/2017 20:49:51