Tatere, zigeunere, skøjere.
Carit Etlar

Forside | Indhold | Nyhedsmail | Om websiden | E-mail

Tatere, skøjere, kæltringe og sigøjnere.

Taterne.

Ib fra Gøngehøvdingen.
Tateren Ib fra "Gøngehøvdingen".
Tegning af Poul Steffensen.
"Gjøngehøvdingen", 7. udgave,
Pios Forlag - 1897.
Carit Etlar inddrager ofte tatere i sine fortællinger. Ib i Gøngehøvdingen er vel nok den kendteste fiktive tater.

Kendskabet til tatere, og hvem der blev betegnet som tater, skyldes vel nok filologen Niels Kristian Folmer Dyrlund som i sin videnskabelige og grundige bog "Tatere og Natmandsfolk i Danmark" fra 1872, giver sit bud på hvem der var, og hvem der er en tater.
Archive.org ligger bogen frit tilgængelig.

Historikeren og museumsmanden ved Herning Museum Hans Peter Hansen (1879-1961) har skrevet en del bøger om Jyllands skæve eksistenser, og også om taterne, eller skøjerne, som nogle af dem selv kaldte sig.
Jyderne kaldte disse omvandrende eksistenser med et samlet udtryk: kæltringer.
Allerede i begyndelsen af H. P. Hansens bog fra 1952, "Jyske Skøjere og Rakkere", slår forfatteren fast, at det var historiefortællerne i 1800-tallet der begik en fejl ved at kalde de jyske skøjere/kæltringe/rakkere for tatere: thi det drejer sig om to vidt forskellige folkefærd, hvorimellem der hverken var slægtskab, lighed eller anden forbindelse.

Flere som efterfølgende har skrevet om tatere og sigøjnere, er slet ikke er enige i H. P. Hansen udlægning af begrebet tater. F.eks. Anders Enevig som i sin bog "Tatere og rejsende" (forlaget Fremad 1965) giver udtryk for at H. P. Hansen har en alt for forenklet definition på tater, og at:

efter moderne etnologisk opfattelse er tater netop en gammel folkelig og juridisk benævnelse for de grupper af vandrefolk, der over hele Nordeuropa kaldte sig rejsende, og altså også den befolkningsgruppe, som H. P. Hansen i 1921-22 kaldte for natmændsfolk og kjæltringe.

At man altid juridisk har betragtet og behandlet disse "folk" som eet folk er rigtig nok.
Men at Etlar og Blichers brug af ordet og begrebet "tater" fra heden skulle omfatte alle jyske "rejsende", og således også egentlige sigøjnere, er jeg ikke helt enig i. For mange af disse på heden boende "tatere", som Etlar fortæller om, var ikke "rejsende" i større omfang, men mere eller mindre fastboende i små grupper og hytter. Og for disse "tatere" skyldtes deres "rejser" ofte kun at de havde myndighederne i hælene.
Hvem og hvad der er og var en rigtig tater er således lidt diffust.

Det der er tatere, i Etlars brug of ordet, var hvad man i vore dag ville kalde en flok af "samfundets tabere" og udstødte, samt kriminelle, som havde klumpet sig sammen, og det i så mange år at der var opstået egne regler og vendinger, samt et eget sprog: rotvælsk.
Kolonien af rakkerkulerne og deres beboere på Dejbjerg Hede, som Etlar ofte vender tilbage til, har været et datidens "Christiania".
Disse "tabere" har så gennem århundrede været suppleret med udstødte og kriminelle, samt omstrejfende fra vore nabolande, især Tyskland, samt "rigtige tatere" og sigøjnere.
Grænserne var udflydende dengang, og vandrende folk ænsede dem ikke.
Hvem og hvad een enkelt udvalgt "tater" fra en jysk boende flok så var, var forskelligt. Oftest en indfødt dansker, eller sjældnere en tysker, men kunne være en sigøjner.

Den jyske betegnelse kæltringe, eller betegnelsen skøjere, ville være mere rigtig. Men da Etlar næsten konsekvent omtaler dette "udenfor samfundet" eksisterende folk på heden som tatere, må brugen af ordet tater bibeholdes, men med tanke på, at Etlars tatere ikke er tatere i ordets egentlige betydning.

De oprindelige omvandrende tatere, de rigtige tatere, har fået deres navn langt tilbage i fortiden. Tilbage i det første årtusinde, fordi man mente at det var et folkefærd der oprindelig stammede fra Tatariet, et land i Asien, hvorfra de skulle have udvandret og bredt sig til store dele af Europa. Rigtige tatere og sigøjnere har således mere tilfælles, end de har noget tilfælles med de jyske kæltringe, "Etlars tatere".
Granzows "Geografisk Lexikon" (Nordisk Forlag 1898) skriver om Tatarien:

Tatarien ell. Tartariet var Middelalderens Navn paa det mellemste Asien, hvorfra Tatarenes Horder menes at have deres oprindelse. Senere adskilte man det lille eller evropæiske Tatarien, og det store eller asiatiske Tatarien. Under det første Navn indbefattede man de Dele af det russiske Rige, der tidligere udgjorde det krimske, astrachanske og kasanske Chanat, særlig Egnene ved nedre Dnjepr og Don samt Halvøen Krim.

Klik og se er kort over det oprindelige Tatarien...

"Allers Illustrerede Konversationsleksikon" fra 1909 skriver om danske "tatere" og kalder dem natmandsfolk:

Natmænd (Natmandsfolk), Benævnelse paa et omstrejfende, Ziegeuneragtigt Folkeslag, der især levede i Jylland og betragtedes som en Udskudskaste; Mændene gav sig af med al Slags Arbejde, som de sædvanlige Beboere ikke vilde paatage sig, fordi det ansaas for "uærligt", saaledes især Flaaning af Kreaturer o.s.v. Disse Folk var ogsaa Kedelflikkere, Glarmestere, Naalemagere o.s.v. og flere erhvervede sig Indtægter ved at spille Violin til Dans; i øvrigt var de næppe uden Grund ilde sete; det omstrejfende Driverliv og den faste Befolknings ofte vidt drevne Haan forledte dem til Tiggere, Rasperi, maaske endog til større Forbrydelser som Brandstiftelse og Mord. De har utvivlsomt i sig optaget Elementer af Zigeunerfolket, men man mener dog, at den egentlige Stamme har bestaaet af indfødte Vagabonder. De kaldes ogsaa Tatere og Keltriger og talte indbyrdes et ejendommeligt blandet Sprog med latinske, tyske og zigeunerske Elementer foruden et forvrænget Dansk. Nu er de omtrent helt forsvundet. St. Blicher og Carit Etlar har givet adskillige gode Bidrag til Beskrivelsen af dette Folkeslag, der i lang Tid færdedes i Jyllands Hedeegne.

På "Norges arktiske universitet" ligger en videnskabenlig afhandling om "Tatere i Norden før 1850" skrevet af Anne Minken.
På "munins" webside: klik på: thesis.php.

Taterne, rakkerne på Dejbjærg hede.

Den lille fortælling "Abraham, Isak, og Jacob", der blev tilføjet websiden i juni 2015, og som fortæller historien om Abraham Musen og hans sønner, har en tater fra virkeligheden lagt navn til. Der har eksisteret en tater som blev kaldt Abraham Musen. Virkelighedens Abraham Musen havde også nogle sønner, men jeg har ikke blandt "virkelighedens sønner" kunnet finde en Isak og Jacob, men derimod sønner med danske navne såsom f.eks. Hans og Anders.
Sognepræsten, forfatteren og lokalhistorikeren Kresten Holger Lidegaard (1895-1949) har skrevet en ganske god og oplysende bog om Abrahamslægten: "Af Abraham-Sønnernes Saga". Nyt Nordisk Forlag 1944.
Kresten Holger Lidegaards bedstefader havde haft "kommunale tillidshverv" på egnen hvor taterne holdt til.

Etlar, og senere fru Augusta Etlar, benyttede sig meget af genbrug. Etlars tatere, Abraham Musen og hans sønner Isak og Jacob, optræder for eksempel også i romanen "Zilo eller en Emigrants Hændelser".
Jeg ved ikke hvornår "Zilo" udkom første gang, for udgaven fra 1881 er måske "kun" en 2. udgave.

Også i romanen "Smuglerens Søn" fra 1839 er der tatere i handlingen. Det er ikke bemærkelsesværdigt da handlingen foregår i Vestjylland, men at der optræder tatere i "Gøngehøvdingen", i Etlars normale brug af begrebet og ordet tater, er egentligt lidt forunderligt. Tatere og skøjere hører heden og Jylland til, så Ib i "Gøngehøvdingen" burde have været en sigøjner, eller anden "rejsende".

I 1901 døde en af de sidste "taterkvinder", og hun blev begravet på Sunds kirkegård søndagen før pinse, den 19. maj 1901.
Ane Marie Grønning blev 64 år og blev betegnet som fattiglem, og hun boede ved sin død i Sunds, som ligger ca. fem kilometer nord for Herning.

Maire Grønning død...
Marie Grønnings død i Sunds kirkebog den 15. maj 1901.
I Sunds kirkebog fremgår det at hun egentlig ikke var "rigtig tater", men datter af en ugift Kirsten Marie Pedersdatter Grønning, som også var fra Sunds.

Nyheden om Marie Grønnings død bredte sig til hele Jylland. At det var en stor nyhed skyldtes at hun blev regnet som den aller sidste taterkvinde, og at hun havde været morderske var jo også godt nyhedsstof. Den her efterfølgende artikel er fra Morsø Folkeblad den 23. maj 1901, som igen har "historien" fra Ringkøbing Amts Dagblad:
Ane Marie Grønning.
Ane Marie Grønning.
Efter foto uden oprindelse.
Her fra Mylius-Erichsens
"Den jydske Hede før og nu".

Afdød Taterkvinde.
Marie Grønning er Onsdags afgaaet ved Døden paa Sunds Fattiggaard, 84 Aar gammel.
Hun var Taterkvinde og har ført en meget omskiftelig Tilværelse, indtil hun for en Del Aar siden blev idømt Tugthusstraf og indsat i Kvindefængslet paa Kristianshavn. Før den Tid levede hun sammen med en Tater ved Navn Kasper Hodde. Han var stræng ved hende og mishandlede hende paa alle mulige Maader. Hun fandt sig længe i hans Mishandlinger. Men en Dag, da de holdt Rast paa Dejgbjærg Hede, og Kasper Hodde havde lagt sig til at sove i Lyngen, slog hun ham ihjæl ved at banke ham oven i Hovedet med en Kampesten.
For fire Aar siden blev hun benaadet. Hun strejfede derefter en Tid om i Herningegnen, indtil hun blev lagt paa Sunds Fatiggaard, hvor Døden nu har gjort Ende paa hendes triste Tilværelse.
Hun var nu et stille og fredsommeligt Menneske, der ikke gjorde nogen Fortræd, blot hun selv kunde faa Lov til at leve i Fred.

Efter Marie Grønning var blevet løsladt fra tugthuset, kom hun under fattigvæsenet og boede i hytte i Gjellerup sammen med en fordrukken mand, som også blev forsørget af det offentlige.
Her blev hun opsøgt af forfatteren Mylius-Erichsen. Hun var tydeligt beruset, da Mylius-Eriksen trådte ind. Et ar over venstre øje og et nyt i panden ned over næsen var meget fremtrædende. Håret hang i tynde tjavser, hun havde skrammer på næse og hage og blå pletter på kinderne efter slag.

I Fjends Egnshistoriske Forenings medlemsblad, i foråret 2007, er den første artikel i bladet om Marie Grønning. (Det er ikke været muligt at linke dertil).
Heri står bl.a.:

Ane Marie Grønning.
blev født d. 29. juli 1836. Hun gennemlevede et fattiglems glædes- og udsigtsløse barndom og ungdom. 19 år gammel blev hun gravid, men barnet døde halvandet år senere, og i 1857 traf hun Casper Hodde. Han havde været gift før og aftjent sin værnepligt, men stak af fra kone og børn, og hutlede sig igennem som en slags omløbende glarmester.
Formentlig havde Casper været straffet, før han mødte Ane Marie. I hvert fald varede det ikke længe inden de på den hvileløse omflakken i det vestjyske, hvor de tiggede og stjal sig frem, kom i konflikt med øvrigheden.
I 1858 straffedes Ane Marie med to gange fem dage på vand og brød for tyveri, og derefter gik det slag i slag. 1861 fik Casper et års forbedringshus for tyveri af et brød, og snart var de begge anbragt i Viborg Tugthus.
Beretningen om deres liv er en beretning om den nød og fattigdom, der var den usle hverdag for samfundets udstødte i en tid, da de sociale foranstaltninger udelukkende skulle tjene til at isolere småkriminelle fra det øvrige samfund.

Det er fortalt at hun to år efter løsladelsen fra kvindefængslet døde i den elendige hytte. Men ifølge kirkebogen er dette ikke rigtigt. For måske nåede Marie Grønning at få et godt sidste år før hun døde, for Sunds fattighus var nedbrændt året før, i april 1900, og Marie Grønning var efterfølgende blevet indlogeret privat, og på sognerådets regning, på Kærgaarden, der lå på Kærgaard Mark.

I opslag og fortællinger er der nævnt forskellige årstal for Marie Grønnings mord på Kasper Hodde. Her er kirkebogsindførelsen for døde mandkøn fra Dejbjerg sogn:

Kirkebogsindførelsen.
Dejbjerg kirkebog den 8. juli 1882.
I kirkebogen er tilføjet følgende om Hodde:

Funden døed den 27 Juni 1882, rimeligvis død den 23 Juni. Uden fast Beskæftigelse eller Ophold. Hjemmehørende i Rind. 62 år og ugift. Myrdet af et Fruentimmer, Ane Marie Grønning han levede sammen med, funden dækket af Lyngtørv paa Dejbjerg Fattiggaards Hede.

I H. P. Hansens bog fra 1952, "Jyske Skøjere og Rakkere", som er nævnt øverst, hedder det sidste kapitel "Rakkere i Kvembjærg og Dejbjærg". Heri har han beskrevet nogle af beboerne i rakkerkulerne på Dejbjerg hede og deres forbrydelser, og næsten alle har danske navne. Fattige folk uden for samfundet, der hovedsagelig levede af tigge, handle med småting, sætte glas i vinduer, samt tyverier.
H. P. Hansens nævner også en detalje om Casper Hodde, og Hoddes tidligere kone før Marie Grønning:

En anden af Dejbjergs rakkerkulers beboere havde en søn der hed Anders Christensen, og han blev aldrig rigtigt gift; men da han fik lyst til Casper Hoddes Kone, "Mæt Kløwtjanne", som man kaldte hende, så fik han lov til at tage hende mod at betale en årlig leje på tre mark.

På en af sine ture rundt i Jylland opsøgte Mylius-Eriksen, som ovenfor nævnt, Ane Marie Grønning, efter hun var løsladt fra kvindefængslet på Christianshavn, og var blevet sendt tilbage til Jylland. Mylius-Eriksen fik hende til fortælle om sit triste liv, og har givet hende et lille afsnit i sin store bog om "Den jydske Hede før og nu". I interviewet slutter Marie Grønning med at fortælle:

... Og Kasper blev saa sær ond ved mig... Saa en dag paa Deibjerg Hede ga' A ham en Slav i hans Hoved - det har han ett' ku taalt... Aa-e, Herre , hvad A har gennemgaaet!... De sat' mig fast i Skern Bro, og "æ Politi" fra Ringkøbing blev hentet og fik mig til at bekende... Aa-e, Herre Jesus ja, saa sølle et Liv A har haft...

Mylius-Eriksen forsætter:

Hvor besynderligt! Her sad jeg hos denne Morderske og hørte hende give Grundene for sit Fald, og jeg syntes slet ikke hun havde nogen Skyld.

Rotvelsk.

Portræt.
Niels Vinding Dorph.
Dansk Biografisk Haandleksikon.
Gyldendal 1920, bind 1, side 392.


Kjedelflikker,
"Kjedelflikker", tater, sigøjner.
Fra gammelt tysk postkort ca. 1900.


Dødsannonce.
Berlingske Politiske og Avertissementstidende.
Dødsannoncen den 15. november 1858.
Garnisonskirken ligger på Sct. Annæ Plads.
Niels Vinding Dorph.
"Nordisk Conversationslexikon" 1885, bind 2, fra Forlagsbureauet i Kjøbenhavn, skriver bl.a. om Dorph, at han var født i Stege den 26. marts 1783, blev student i 1801 og tog 1804 teologisk eksamen.
1809 blev han adjunkt og i 1818 overlærer ved Viborg "Kathedralskole". Blev derefter forflyttet til Horsens i 1827, og var rektor der indtil 1833.
På grund af helbredet stoppede han og rejste til København. 1840 fik han titel af professor. I sæsonen 1856-57 var han direktør for Det kongelige Teater.
Dorph døde den 10. november 1858.

Dorphs virke i de to tugthusbyer Viborg og Horsens gav ham rig mulighed for af besøge de indsatte fanger begge steder.
Da Dorph tillige var teolog var et bekendtskab med Blicher ganske naturligt. Da Dorphs interviewede, og fik undervisning i rotvelsk af nogle af de indsatte i Viborg Tugthus, havde han da også besøg af Blicher, som overværede lidt af Dorphs forsøg på at lære rotvelsk.
Dorphs besøg i tugthusene resulterede i "Rotvelsk Lexicon" fra 1824, og "De jydske Zigeunere og en rotvelsk Ordbog" fra 1837.

Sigøjnernes gamle udsagn om at "straffe de "Sideknaspere" med Døden, som befindes at have røbet deres hemmelige Sprog til Uvedkommende", kom til at koste den første tater Dorph interviewede i Viborg Tugthus, og som lærte Dorpf rotvelsk, livet.

I slutningen af bogen er der, som eksempel på rotvelsk, skrevet en samtale mellem to tatere, som bliver kaldt Anders Rimer og Peiter Krølles.
Herunder er lidt fra begyndelsen af samtalen mellem de to tatere, her gengivet fra 1837-udgaven:

Tvis Skoierer præveler tesades.

Anders:
Qvant Mormer, Knasper!
Peiter:
Qvant Mormer, Sibeknasper.
Anders:
Minnoses tyrer, dinnoses er en Præveliqvant.
Peiter:
Sibe, Knasper.
Anders:
Blaar minnises dit Verbum.
Peiter:
Peiter Krølles.
Anders:
Hvor kimter Dinnoses frataris?
Peiter:
Fra Bøffelsmatini.
Anders:
Har Dinnoses fakket Funkes paa æ Rullerbings sin Kass isvas.
Peiter:
Nobes; æ Bings har fakket det sjølist. Vornoses maa jo rot fakke Funkes; det fakker Tuller sjølist.
Anders:
Sibe, men de blaarer dog, det er vornoses, som fakker det.
Peiter:
Det er sjølist. Genter troertaris det rot. Vornoses behøvertaris rot at funke Kasper eller Domeser, for æ Tuller dogger vornoses Altingtaris uden Berimelse eller Mængeri.
Der er en qvant Tidtaris at skoie i.
Anders:
Du blaarer side, det er sjoger Tidtaris for Skoierknaspere. Kræges og Hof er Tullers Butstrebiner fuldtaris af, og Blankes hægger man for en Krans æ forstandes. Kisti, Knasper! vi skal hægge Ringeltaris isvas.
o.s.v.

Begge udgaver af ordbogen kan læses eller downloades fra Det kongelige Biblioteks webside, og med ordbogen kan du forsøge dig med en oversættelse.

På websiden Viborg-Historie kan der læses lidt om Viborg "Tugt og Manufakturhus".

Det indledende afsnit, "De jydske Zigeunere", fra Dorphs 2. udgave af rotvelsk-ordbogen fra 1837 - "Gyldendalske Boghandlings Forlag", kan du læse eller downloade her...

Meïr Aron Goldschmidt og taterne.

Titelbladet.
Titelbladet på Goldschmidts
"En Hedereise i Viborg-Egnen" fra 1867.
Forfatteren Mylius-Eriksen antyder i sin bog "Den jydske Hede før og nu", som blev nævnt ovenfor, at han anså Goldschmidt som værende et større sandhedsvidne end Etlar, når det drejede sig om tatere.

I 1865 foretog Goldschmidt en rejse gennem Jylland, og det kom der nogle rejseberetninger ud af, som blev trykt i Illustreret Tidende samme år. Disse rejseskildringer udkom også som bog: "Dagbog fra en reise paa Vestkysten af Vendsyssel og Thy".
Året efter, i 1866, rejste Goldschmidt på ny til Jylland, og denne gang til det midtjyske, hvor resultatet også blev en bog: "En Hedereise i Viborg-Egnen", som udkom i 1867 på Steen og Søns Forlag.

Goldschmidts bøger er regulære rejseskildringer, og på "En Hedereise i Viborg-Egnen" besøger og fortæller Goldschmidt om sine oplevelser i f.eks. Viborg, Hald, Alheden, Thorning, Vroue, Daugbjerg, o.s.v.
På turen i det midtjyske søgte Goldschmidt også at træffe tatere, men han fandt (måske) kun een ægte, og han sad i Viborg Tugthus. Men Goldschmidt hørte beretninger om tatere, og de to sidste kapitler i Goldschmidts rejseskildringer fra Viborgegnen har titlerne "Tatere" og "Et Taterliv".

Valdemar Andersen, som har skrevet meget jysk lokalhistorie, genudgav i 1954 Goldschmidts bog om "Hedereisen", men besynderlig nok, udelader Valdemar Andersen disse to kapitler 10 og 11 om tatere, som udgør ca. 75 sider, og det er næsten en fjerdedel af den oprindelige bog!
Valdemar Andersen skriver i forordet denne begrundelse for udeladelsen:
Goldschmidt traf, vistnok imod forventning, ingen tatere på sin hederejse; kun en enkelt lykkedes det ham at finde i Viborg Tugthus. Beretningen om denne person og andre tatere, han opsporede som fanger i Horsens samt flere, åbenbart mere tilfældige taterhistorier, synes ikke at have naturlig tilknytning til bogens øvrige stof udover, at forfatteren - uden hensyn til kompositionens helhed - med dette "anhang" har taget en vis oprejsning for sin skuffelse. Det afgørende for udeladelsen er dog, at stoffet om taterne allerede er gjort til genstand for behandling andetsteds (Se H. P. Hansen: Natmandsfolk og Kjæltringer I-II, og Jydske Skøjere og Rakkere).
Horsens Tugthus.
Horsens Tugthus.
Xylografi fra "Nordiske Billeder", bind 6, første hefte. Forlagsbureauet i Kjøbenhavn, 1873.
Det første tugthus Goldschmidt besøger er Viborg Tugthus, og der interviewer han tateren Christian Adamsen

Herefter rejser Goldschmidt til Horsens, hvor han besøger Horsens Tugthus, og den næste tater han mødte der var Johannes Axelsen, som Blicher havde kendt og omtalt.

Goldschmidt fortæller videre:
Da jeg altsaa kom til Horsens, fik jeg ved Inspecteuren, hr. Mazantis Velvillie, leilighed til at tale med de ikke faa Tatere, som sidde der i tugthuset, og Johannes Axelsen er der ganske rigtig, 91 Aar gammel.
Og Axelsen beder Goldschmidt om at komme med en berigtigelse:
Endelig erklærer Johannes Axelsen sig utilfreds med Blichers Novelle "Kjeltringliv", især forsaavidt den angaaer ham. Den Gang Ørre Sogn havde bygget et Hus til ham, var det aldrig Samlingssted for Tatere, saa at Alt, hvad Blicher har sagt eller antydet i den Retning, er lutter Digt. Han har ofte hørt Tale om Peiter Beenløs og Linka Smælem; men han har aldrig været sammen med dem; thi de vare døde længe før hans Tid, og han forstaaer ikke, hvorledes Blicher kunde bringe dem sammen. Jeg har troet af skylde Johannes Axelsen denne, skjøndt sildige Berigtigelse.
Goldschmidt.
M. A. Goldschmidt.
Her fra "Nordstjernens Aarsrevue". Julen 1887, side 57.
Fange nummer 310 i Horsens tugthus, hvis nedskrevne erindringer ifølge Goldschmidt er medtaget uredigerede, kaldes Casper, der i Goldschmidt beretning er beskrevet som et pseudonym, men som senere er blevet identificeret som værende Casper Abrahamsen Bastrup. Caper havde drømmen om at komme til Amerika efter udstaaet straf.

Casper fandt Goldschmidts sympati, og Goldschmidt startede en indsamling som skulle hjælpe Casper med at nås sit mål efter udstået straf: Amerika.
Men det gik anderledes, og Casper kom tilbage til tugthuset og er således også registreret under andre fangenumre.

Det sidste af Goldschmidts kapitler, "Et Taterliv", fortæller udelukkende om Tateren med pseudonymet Jørgen og hans helt usandsynlige levnedsberetning. Her er næsten så mange oplysninger i det Goldschmidt fortæller, at man måske kunne finde frem til personen.

Udover tugthuset var Goldschmidt også på besøg i fattighuset:
Stedets Præst, Hr. Køster, havde den Artighed at følge mig op til Fattighuset, der ligger en lille Fjerdingvej fra byen, og tillige indbyde Tater-Lene til Præstegaarden.
De to manglende kapitler i genudgivelsen af Goldschmidts "En Hedereise i Viborg-Egnen", kan læses eller downloades her...

Blichers fortælling "Kjeltringliv", fra 1899 udgaven, kan læses eller downloades her...

På Ørre Hede ved Sammelstedby blev der i 1917 sat en mindesten kaldet "Blicherstenen" på det sted hvor Johannes Axelsens hus stod. Det var måske lidt uretfærdigt at man gav stenen Blichers navn og ikke Caspers?

På websiden om Viborgs Historie er der et billede af Sindssygeanstalten der blev indrettet i det nedlagte Viborg Tugthus.

På Internettet ligger Viborg Tugthus' fangeprotokol fra 1779-1835.

Sigøjnere.

Ordene tater og sigøjner er ofte blevet brugt i flæng om de samme mennesker.

Zigeunere.
Fra "Skandinavisk Folkemagazin" søndag den 23. november 1873.

Rigtige sigøjnere har altid været godt "stof", her er en lille artikel fra ovennævnte "Folkemagazin" fra 1873.
Teksten til ovenstående xylografi lyder:

Lidt af Zigeunernes Liv. Ikke alle Zigeunere føre et Normadeliv, men mange af dem ere bosatte i Landsbyer, hvor de have opført og indrettet sig hytter efter deres egen beskedne Maalestok og ikke synderlig udviklede Smagsbegreber. disse Hytter ere dels byggede halvt under Jorden, dels, eftersom Terrænet er beskaffent, inde i en Høj. Medfølgende afbildning gjengiver en paa den sidstnævnte Maade konstrueret Zigeunervilla.
Hytten er beklædt med Græstørv og har foroven en Aabning, forsynet med et lile Tag for at forhindre Regnen i at slukke Ilden paa Arnestedet, der bestaar af en Stendysse og befinder sig lige under den omtalte Aabnig, hvorigjennem Røgen trækker, istedet at gaae op igjennem en Skorsteen, som Zigeuneren ikke kjender Noget til gulv hører ligeledes til Luxusartiklerne. Paa den bare Jord seer man i det ene Hjørne af Boligen et Leie af Maisstraa til de tobenede Beboere, og i det andet Hjørne ligger der en lignende Bunke til Hyttens firføddede Skabninger. Under disse opdager man i Almindelighed en Falddør igjennem hvilken man kommer til en Hule, som tjener til Oplagssted for Tyvekoster. Et af uhøvlede Brædder sammen slaaet Bord, nogle Bænke af samme Slags samt en Træhylde i Vægen med de faa nødvendige Kjøkkensager, udgjør hele Møblementet. I hvilket forhold de militær-politimæssige Besøg udenfor hytten staaer til dennes Beboere, viser det ved Siden af Døren hængende Husdyr, som den vakre Zigeunerske netop er i Færd med at underkaste en for det sikkert ikke særlig behagelig Operation. rimeligvis er bemeldte Dyrs pludselige og sporløse Forsvinden fra dets egentlige Hjemsted Foranledningen til den mindre velkomne Visit.

Ugebladet "Hver 8 Dag" bringer den 27. januar 1907 dette billede vist herunder, samt den efterfølgende lille artikel om de danske sigøjnere:

Sigøjnere 1907.
Zigøjnere i Danmark" (Foto Burcharth). Fra "Hver 8 Dag".
Zigøjnere.
Det er den sidste Nomade i Europa. Hvorfra de oprindelig kom, ved ingen, de selv ikke heller. De har ingen skreven Historie, kun mundtlig Fortælling fra Fader til Søn, og den glemmer hurtigt. Men hvor de bliver af, det ved vi, De vil nemlig opsluges af den almindelige Befolkning. Den moderne Stat vil ikke vide af Nomader at sige. Den har os alle sammen indskrevne i sine Mandtalslister, den giver os Forsørgelsesret i vor Hjemstavnskommune, men vil saa ogsaa nok vide, hvor vi hører hjemme, hvor vi er forsørgelsesberettigede.
Zigøjnerne har længe kæmpet imod, søgt at smutte under det Net, hvori Staten søgte at indfange dem som alle sine andre Beboere. Men det lykkes Dag for Dag daarligere. Ogsaa de frie Landevejens Børn er skrevne i Mandtal, de har deres Papirer. Har de dem ikke, saa ud over Grænsen med dem eller paa Fattiggaarden eller Tvangsarbejdsanstalten, hvori de formenes at høre hjemme her. Hvis de da ikke kan paavise en vis Sum i rede Penge. Og selv saa ser Samfundet med skæve Øjne paa dem. De har for længe levet af tilfældigt Sjov, en Smule Arbejde, en Smule Rapseri, et Lam her,- en Høne der. Selv den Zigøjner, der nu betaler kontant, har Skæret over sig af sine Forfædres Lovløshed. Derfor tvinges Zigøjnerne ind paa faste Bopæle, og saa opsluger Samfundet sin sidste Nomade. Saa lever han kun i Blichers og Carit Etlars jydske Fortællinger. Et Stykke Romantik er gaaet til Grunde. Og maaske er det ingen Skade til.

Fotografen Georg Bucharth er jysk og havde atelier i Kolding, så jeg formoder at det er jyske sigøjnere han har fotograferet på det ledsagende billede.

Op mod nutiden.

Efter anden verdenskrig skete der næsten en invasion af sigøjnere til Europa, og også til Danmark. Det ligger udenfor "historien Etlar" at gennemgå denne invasion.
Anders enevig har skrevet en ganske god bog der fortæller lidt om emnet: "Sigøjnere i Danmark", Forlaget Fremad, 1968.

- - - - - - - - - - ooo0ooo - - - - - - - - - -

© www.CaritEtlar.dk - Websiden er sidst rettet den 21/07/2018 16:59:01